Danfoss Racers tog pokalsejren
Aabenraa el-hockey tog sin første pokalsejr i bedste række ved at vinde finalen i SuperCup for el-hockey i Gørding søndag 2. april.
Aabenraa Danfoss Racers, der tog sejren hjem, består af Jakob Mortensen, Emil Eskesen, Rasmus Jacobsen, Michael Johannsen og Nasir Muse Ali.
Stævnet blev spillet både 1. og 2. april, og ved afslutningen udnævntes også årets stjerneskud, som i år blev Aabenraa-spilleren Christian Thomsen.
SuperCup stævnet var det afsluttende stævne i el-hockey-sæsonen og blev spillet nogle uger efter forbundsmesterskabet, som er danmarksmesterskabet.
Ved forbundsmesterskabet blev Aaabenraa-holdene kun overgået af Aarhus Rolling Tigers 1, hvor Danfoss Racers blev nr. 2 og Danfoss Lions nr. 3.
Ved at nå andenpladsen har Aabenraa Danfoss Racers samtidig opnået deltagelse i Nordic Champions League, hvor de to bedste el-hockey hold fra Danmark, Norge og Sverige mødes. Det stævne spilles 25. og 26. maj i Musholm – Ferie Sport Konference i Korsør. jesl