Urban-eleverne indtog Gryden for en dag
I fredags mødtes elever fra alle Urban-skolerne til en fælles dag med masser af aktiviteter i Gryden i Vognsbølparken
Selvom vejrguderne godt kunne have planlagt vejret bedre, så ændrede det ikke på, at elever fra de tre Urban-skoler fredag havde en hyggelig dag i en regnfuld Gryden i Vognsbølparken.
For første gang blev der nemlig afholdt Urban Ungeevent, hvor lidt over 450 elever fra 6.-9. klasserne på Urban-skolerne var samlet til en masse forskellige aktiviteter fredag eftermiddag i Esbjerg.
“Det her er en dag, hvor eleverne selv har fået lov til at bestemme, hvad de skal lave,” fortæller Claus Blomgreen, projektkonsulent hos SSP og Forebyggelse i Esbjerg Kommune, som i samarbejde med skolerne har stået for dagen.
“Dagen er blevet til sammen med elever fra skolerne, som er kommet med deres ønsker til, hvordan de ville have dagen skruet sammen,” fortsætter projektkonsulenten til Lokalavisen Esbjerg.
Og det betød, at der blandt andet blev arrangeret sæbekasseløb, bumperball-turnering, yoga-træning, live-musik og stand-up fra en komiker.
“Det er meningen, at det skal være et årligt event, hvor det fremover er skolerne, der skal stå for at arrangere det,” fortæller Claus Blomgreen, der håber, at den fælles dag i Vognsbølparken giver eleverne noget med hjem.
“Jeg håber, at de lærer hinanden bedre at kende på tværs af skolerne,” fortæller han.