Fortsæt til indhold

Vejle Ådal skal beskyttes med fredning

Naturen skal sikres, så kommende generationer kan få glæde af den, mener DN

Arkiv
Arkiv

Vejle Ådal er et af Danmarks mest storslåede tunneldalssystemer. Allerede i 1984 udpegede den daværende Fredningsstyrelse Vejle Ådal som et af landets vigtige naturområder, og i 2009 blev ådalen og Vejle Fjord optaget i Danmarks nye Naturkanon.
Vejle Ådal er således ikke et hvilket som helst stykke natur, og derfor er det på høje tid, at landskabet fredes. Det mener i hvert fald Birgitte Bang Ingrisch, som er fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening.
“Er skaden først sket ved, at der for eksempel er ført store veje gennem ådalen, gravet råstoffer, sat vindmøller op, opført skæmmende byggeri eller plantet udsigtshæmmende juletræer, er det langt mere kompliceret at rette op på, frem for at sikre de store værdier i tide. En fredning er således rettidig omhu”, siger hun i en pressemeddelelse.
Med fredningsforslaget lægger Danmarks Naturfredningsforening op til, at landskabet beskyttes imod tilplantning med eksempelvis juletræer eller afgrøder som energipil, der ødelægger udsigten. Samtidig skal de biologisk værdifulde løvskove langs ådalens kanter beskyttes, og således ikke konverteres til nåletræsplantager. DN lægger samtidig op til at styrke stisystemet på sydsiden af ådalen.
srj