Petanque-spillere klar til ny sæson
Så er det forår og Ældre Sagens pentanque-spillere er atter i gang på banerne bag svømmehallen ved Arena Aabenraa.
Alle kan være med, også selvom ryggen driller. Spillerne har en særlig 'hjælpestok', der bruges til at samle kuglerne op med. Reglerne er enkle, det gælder om at komme tættest på den lille kugle kaldet 'grisen', og points markeres på pointtavlen. Den afslappede, gode stemning spillerne imellem gør dagens spil hyggeligt, og som de selv siger “her er alle vindere”.
Sæsonen startede tirsdag 4. april. Der var mødt 15 friske petanque-spillere op og de fordelte banerne imellem sig med fire spillere på hver bane - i røde og gule hold. Men der er stadig plads til flere, så hvis man har lyst til at være med, er det muligt at starte op uden egne petanquekugler, idet der er et lånesæt, man kan bruge.
Ældre Sagens instruktører Sonja Mailandt og Tage Lausen sørger for, at man danner makkerpar fra gang til gang, så man spiller sammen på forskellige hold afhængig af, hvem der møder op. gs