Fortsæt til indhold

Sønderjyde kåret til årets købmand

Arkiv
Arkiv

Købmand Jan-Erik Lund, der driver fem Shell 7-Eleven-butikker i henholdsvis Esbjerg, Kolding, Rødekro og Sønderborg er 16. marts blevet kåret til årets købmand i Shell 7-Eleven.
Jan-Erik Lund blev hædret med samme titel i 2014. Dengang drev han to Shell 7-Eleven-butikker i Rødekro og Sønderborg. I dag driver han yderligere to butikker i Kolding og en i Esbjerg. Og selvom den 51-årige købmand har udvidet med flere butikker, har han leveret på alle parametre.
“Jan-Erik Lund har opnået fantastiske resultater. Samtidig med at han har øget antallet af butikker, har han evnet at hæve omsætningen og holde de høje butiksstandarder og den gode service. Det er meget imponerende,” udtaler direktør Jesper Østergaard i en pressemeddelelse fra 7-Eleven.
“Det er lige så meget en pris til min partner Morten Lorentzen og mine medarbejdere. De har en lige så stor andel i succesen, som jeg har. Man kan ikke løfte fem butikker alene. Derfor er jeg afhængig af gode medarbejdere,” udtaler Jan-Erik Lund selv. jesl