Stafetløb for alle på cykel og til fods
Bike & Run Stafetten kommer igen til Sønderborg med start 8. juni
Cykler og løbesko skal igen i brug, når kolleger, venner og familie mødes til Bike & Run Stafetten 8. juni i Sønderborg. Hvert stafethold, der er sammensat af tre løbere og to cyklister, tilbagelægger sammen en maratondistance. Alle kan stille hold - både hurtigløbere, luntere, dem på racercykler og dem på bedstemorcykler.
Sønderborg Familie og Firma Sport er igen vært for stafetten, der sidste år tiltrak 615 deltagere i Sønderborg.
Motion i naturen
“Deltagerne kan se frem til en hyggelig motionsoplevelse - både ude på ruten og efter de har krydset mållinjen,” lover løbsleder Jonny Arnold fra Sønderborg Familie og Firma Sport.
Der er start og mål på sportspladsen ved SFS-Hallen. Løberne skal løbe fem km i skovområdet ved Kathrinelund, Høruphav og Sønderskoven.
Cyklisterne cykler primært de 13,6 km på cykelsti og ad mindre veje, hvor der er udsigt til vej, skov og marker.
Mere info og tilmelding frem til 2. juni på www.bikeandrun.nu.jesl