Fortsæt til indhold

Fire kulturoplevelser i den kommende uge

Jane Thoning Callesen anbefaler denne uge farmormusik, folkefest, foredrag og et hoppe-DM

Arkiv
Arkiv

Farmor-sange på Odense Teater

Odense Teater har 27. april præmiere på en ny teatermusical. Den hedder “Så længe mit hjerte slår” og er spækket med de bedste sange fra danskpoppens guldalder. Sangene støves af og foldes ud i en, ifølge teatret, smuk, morsom og rørende fortælling om alle livets forskellige faser fra start til slut.

Jeg har tænkt mig at tage min kulturtossede 78-årige farmor med, og vi skal høre klassikere som “Gem et lille smil til det bliver gråvejr” og “Er du dus med himlens fugle” og mange flere, der nok skal få både hende og jeg til at smile.
Læs mere på www.odenseteater.dk.

Grand Opening i Odeon

Odeon inviterer 29. april - 7.maj til folkefest med over 100 arrangementer, hvoraf mange er gratis. Selv havde jeg fornøjelsen af at interviewe House of Cards-komponisten Jeff Beal, der giver to koncerter med Odense Symfoniorkester, og jeg håber meget at få tid til at overvære den ene.

Koncerten med den tidligere Spice Girl, Melanie C, trækker også gevaldigt i mig. Desuden byder Odeon-programmet på masser af gratis børneaktiviteter, så jeg cykler stensikkert derind med mit kuld i løbet af weekenden. Læs mere på odeon.dk.

Fyens Væddeløbsbane

Fyens Væddeløbsbane, der ligger i Sanderum, er der 30. april fra kl. 13 DM for hopper. Det handler, som navnet antyder, om at finde Danmarks hurtigste kvindelige hest, og det er muligt at tippe på vinderen i fælles, nationale puljer.

Vinderne fra de sidste to år bærer navnene Ultimate Wine og Amulet, og de vil være til stede sammen med en lang række andre tophopper.

Hele 10 travløb og to ponytravløb er på programmet, og hvis man bliver sulten undervejs, kan man købe snacks i Café Vaskehuset eller en lækker buffet i panoramarestauranten. Entréen er beskedne 30 kroner og gratis for børn under 15 år.

Læs mere på www.fvb-odense.dk.

Foredrag på Nordatlantisk hus

Odense Havn er et sted, der er let at overse. Trods den omfattende udvikling er der stadig mange odenseanere, der aldrig kommer der. Det er en skam, for havneområdet har meget at byde på.

Hvis ikke man ved, hvor man skal starte, er Nordatlantisk Hus et oplagt sted. Her får man god mad med nordisk islæt, og huset byder jævnligt på småkoncerter og foredrag. Mandag 1. maj fortæller forfatter Charlotte Langkilde for eksempel om Oluffa Brandts liv. Det begynder kl, 19.30, og entreén lyder på 85 kroner.