Odense er hoppet på bølgen med fællesspisning
Cafe, Ungdomshus og Odeon melder om stor interesse for at samles over et måltid mad
Langborde, store fade med god mad og nye bekendskaber.
Interessen for fællesspisning bliver større og større i Odense, da både Café Kræz på Gråbrødre Plads, Ungdomshuset i Nørregade og Odeon oplever en stor efterspørgsel.
En af dem, der fast går til fællesspisning, det er Michael Sandberg fra Skt. Klemens i Odense S.
Han benytter sig af Madklubben på Cafe Kræz, som blev startet op for omkring to måneder siden. Fællesspisningen foregår i Privaten - ovenpå selve Cafe Kræz' restaurant.
“Det er et enormt hyggeligt sted, hvor vi får serveret lækker mad til gode priser,” siger han.
Rune Poulsen, souschef på Cafe Kræz, fortæller, at fællesspisningen holdes én gang hver 14. dag - og altid om torsdagen.
Indtil videre har der været udsolgt stort ser hver gang med omkring 80 spisende.
“Folk har været meget begejstrede, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Vi var lidt nervøse for, om Odense var klar til sådan et koncept, da folk er lidt mere tilbageholdende end i Aarhus og København, hvor fællesspisning har været populær i en del år. Men vi må bare konstatere, at vores gæster mænger sig med hinanden på kryds og tværs af alle aldre,” siger Rune Poulsen.
Det koster 100 kroner per mand, og der serveres forskellige retter fra gang til gang.
“Vi laver simremad, som skal trække en hel eller en halv dag. Bøf Stroganoff og braiseret oksebryst har vi tidligere serveret,” siger Rune Poulsen.
Ny mad hver aften i Odeon
Et andet sted i Odense, hvor du få tilfredstillet både sulten og dit sociale behov, er i byens nye musik-, teater- og koncerthus, Odeon.
Siden indvielsen 1. marts har du kunnet gå til fællesspisning i 'Odeon Social', som afholdes i cafeen i stueetagen.
Hver aften alle ugens syv dage finder fællesspisningen sted. Menuen skifter fra dag til dag, og maden laves af Odeons faste kokke.
Prisen er 85 kroner for voksen og 55 kroner for børn (2-10 år).
“Vi har allerede rundet 1000 gæster og har et snit på omkring 40 spisende per dag, så det ser rigtig fint ud,” fortæller Sara Ekknud, kulturchef i Odeon.
“Vi ønsker at være et moderne forsamlingshus, hvor folk kan samles om gode oplevelser.”
Hver tirsdag bliver fællesspisningen krydret med en omgang bingo/banko, hvor gæsterne hygger med hinanden indtil klokken 22, hvor der lukkes ned.
“Vi havde regnet med, at studerende ville udgøre en stor del af vores gæster, men ældre og børnefamilier kommer altså også herned,” siger Sara Ekknud og forklarer, at Odeon er blevet inspireret af Absalon Kirke i København, der blev opkøbt af en dansk milliardær og nu er omdannet til et moderne kulturhus.
“Her kører de med fællesspisning hver aften, og det er en kæmpe succes,” oplyser Sara Ekknud.
Ungdomshus på syvende år
I Ungdomshuset i Nørregade kører man også med fællesspisning, endda på syvende år.
Det startede med 'monday cafe', så internationale studerende havde et sted at tage hen, hvis de følte sig ensomme.
I dag kører dette koncept stadig, og der er i den grad rift om pladserne, fortæller Karsten Damgaard, leder af Ungdomshuset.
“Nogle gange kommer vi op på 250 spisende, selvom vi kun har 80 siddepladser. Heldigvis er der løbende udskiftning, da især udenlandske studerende spiser ved 20-tiden,” siger han.
Prisen er 40 kroner pr. person, og så får du serveret én tallerken.
“Menuen har et internationalt præg hver uge, så på den front er vi mangfoldige,” forklarer Karsten Damgaard.
'Monday Cafe' er dog ikke kun det eneste tilbud om fællesspisning i Ungdomshuset.
Hver torsdag kan du komme til 'Folkekøkken', hvor der serveres veganermad.
“Det koster 20 kroner for et måltid. Her er det en selvorganiseret gruppe, der får lov til at låne vores køkken og cafelokale, fordi deres projekt er fællesskabsdannende,” påpeger Karsten Damgaard.