Sønderborgs kollegier får ny chef
Kollegierne i Sønderborg har ansat ny chef til at drive og videreudvikle kollegierne
Niels Møller er 1. marts tiltrådt som kollegiechef for kollegierne i Sønderborg.
Da den hidtidige forretningsfører har valgt nye udfordringer, har bestyrelsen brugt lejligheden til at revurdere stillingsprofilen. I den sammenhæng har det været vigtigt for bestyrelsen at ansætte en, der - udover at have styr på økonomien - også har øje for det gode kollegiemiljø, kollegianernes trivsel samt kontakten til byens virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Niels Møller skal være med til at sikre en udvikling, hvor Kollegiernes Kontor i tæt samarbejde med kollegianerne gør kollegielivet endnu bedre og endnu mere inspirerende, således at kollegielivet i Sønderborg bliver et stærkt aktiv i bestræbelserne på at fastholde og udvikle Sønderborg som uddannelsesby, men også generelt som en god by for unge.
Niels Møller er et kendt ansigt i Sønderborgs erhvervsliv, hvor han i mange år har arbejdet med bank- og realkredit. Ud over at han har en alsidig leder- og økonomiuddannelse, supplerer han aktuelt sin uddannelse med at læse HD på SDU.
Organisationen omfatter 7 kollegier med 774 boliger i Sønderborg og har netop påbegyndt et nyt kollegiebyggeri på havnefronten.
Det nye kollegium, der får 153 boliger, forventes klar til indflytning i sommeren 2018. Og i forbindelse med ibrugtagningen flyttes kollegiekontoret fra den nuværende adresse på Skovvej til det nye havnekollegium.