Løb gavner hinanden
Nyt samarbejde mellem Vesterskovsløbet i Haderslev og Bjergmarathon i Aabenraa
En øget løbeinteresse og flere tilmeldinger. Det er hvad Aabenraa Bjergmarathon og VUC Vesterskovsløbet i Haderslev, hver især håber at få ud af det samarbejde, som de to store og traditionsrige motionsevents i Sønderjylland netop har indgået.
“Vi har en fælles interesse i at styrke interessen for løb og motion i vores landsdel. Vi ser ikke hinanden som konkurrenter, men som helt naturlige samarbejdspartnere, der hjælper hinanden,” siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann.
Samarbejdet består af flere forskellige tiltag: Både VUC Vesterskovsløbet og Aabenraa Bjergmarathon benytter samme tilmeldings- og tidtagningssystem, Sportstiming. Her har de to løb valgt hinanden som ”partnerløb”. Det betyder, at de deltagere, der tilmelder sig det ene af løbene, også automatisk bliver tilbudt at tilmelde sig det andet løb. Arrangørerne fra to de løb hjælper også hinanden med praktiske gøremål og udveksler erfaringer om, hvad der fungerer.
“Der bliver flere og flere løb at vælge i mellem. Og både løbere, motionister, frivillige og tilskuere vil have en totaloplevelse i dag. Derfor udveksler vi gode erfaringer om, hvordan vi kan gøre vores løb til endnu mere sociale begivenheder,” fortæller Sven Christensen, formand for Haderslev Idrætsforening, hvorunder en styregruppe arrangerer VUC Vesterskovsløbet. De to løb har også aftalt at gøre reklame for hinandens løb og fortræningstilbud på deres respektive sociale medier. Både Aabenraa Bjergmarathon og VUC Vesterskovsløbet tilbyder gratis fortræningsaftener i løbet af foråret og forsommeren. Her kan absolutte løbenybegyndere komme i gang med at løbe sammen med ligesindede – og passionerede løbere kan teste formen, tiden og ruterne af. Og helt i samarbejdets gode ånd er der også en vis udveksling mellem de to løbs fortræningstilbud. For eksempel tager Jesper Meins fra Haderslev gerne med en flok løbekammerater for at deltage i fortræningen til Aabenraa Bjergmarathon.
“Det er både fordi, det er hyggeligt, men også for at lære ruten bedre at kende,” siger Jesper Meins.