Genbrugspladsen i Tumbøl åbner til påske
Har bl.a. fået ny belysning og belægning under de to måneders lukning
Genbrugspladsen i Tumbøl, der har været lukket siden 13. februar, kan slå portene op til den nyrenoverede plads 10. april - tre uger før planlagt.
I de forløbne to måneder er der sket meget på genbrugspladsen i Tumbøl.
Der er kommet belægning på de dele af pladsen, som manglede, indhegning om den resterende plads og ny belysning.
Genbrugspladsen i Tumbøl er den sidste af Arwos' genbrugspladser, som er blevet renoveret for at give kunderne en bedre oplevelse, forbedre arbejdsmiljøet og gøre efterfølgende håndtering af affaldet lettere og mere effektiv.
En meget synlig del af renoveringen er ny belysning på pladsen og et nyt hegn ud mod vejen, og alt i alt er der sket meget, der gør genbrugspladsen tidssvarende.
“Store dele af pladsen i Tumbøl – især omkring haveaffaldet – havde ingen belægning tidligere. Det er nu ændret, og hele indretningen af pladsen justeret,” siger affaldschef Stinne Stokkebo.
Normale tider i Kliplev igen
Åbningstiderne i Tumbøl bliver mandag, onsdag og fredag kl. 12-17 samt lørdag kl. 10-16. Mens pladsen i Tumbøl er blevet renoveret, har der været udvidede åbningstider i Kliplev. De vender nu tilbage til de normale tider. jesl