Fortsæt til indhold

To-voksen-ordning skal hjælpe problemklasser

Klasser over 26 skal udløse penge, som skolelederne dog må bruge på en anden klasse, hvis ressourcerne mangler dér i stedet

Arkiv
Nina Møller

Mette går i en klasse med 28 elever. Søren går i én med 20. Lærer Søren mere end Mette, fordi han går i en mindre klasse? Det kan man ikke svare entydigt ja til, siger skolechef i Varde Kommune Karen Mortensen til Lokalavisen.

Intet belæg

“Der findes ikke noget forskningsmæssigt belæg for at sige, at det er bedre med 20 elever end 28 i en klasse,” siger hun.
Udvalgsformand for Børn og Undervisning, Per Rask Jensen er enig:
“Under debatten om den nye struktur fremførte flere forældre, at 20 elever i en klasse var det ideelle. Men det er en forestilling. Bøvlet i en klasse er ikke ligefrem proportionalt med antal elever: Man kan have en stor klasse på 28, som fungerer godt og en på 20, hvor der konstant er problemer,” siger han.
Derfor vil et flertal af politikerne i Varde Byråd give penge til de klasser eller skoler, hvor der er behov for ekstra midler. Det er del af strukturforslaget, som skal til afstemning i maj.
“Forslaget går ud på en to-voksen-ordning, som udløser penge, når en klasse kommer op på 26 elever. Men vi vil lade det være op til skolelederne at bestemme, om den ekstra lærer, skal ind i klassen med 26 eller én med færre elever, hvis det er der, problemerne er,” forklarer han.
Men der vil ikke komme penge gennem 2-voksen-ordningen til en problemklasse på en skole, som ikke har nogen klasser med over 26 elever.
Karen Mortensen er enig i, at det er en god ide at tildele pengene efter objektive kriterier:
“Det stiller skolerne mere lige frem for at give penge til dem, der er bedst til at skrive ansøgninger og beskrive problemerne,” siger hun.

Klassestørrelser svinger Siden den nye Folkeskolelov trådte i kraft i 2007, har det været lovligt med elevtal i klasserne på op til 28. Når børnetallet falder, stiger klassestørrelserne paradoksalt nok ofte.

Det ser vi i Varde Kommune, hvor det faldende børnetal er baggrunden for, at politikerne vil lave ny struktur. I de små bysamfund kan klassestørrelserne svinger meget - eksempelvis hvis 28 børn skal i skole et år - bliver der én stor klasse. Året før eller efter kan der være 29 elever, som udløser dannelse af to klasser.

To årgange sammen

På nogle skoler underviser man to årgange sammen i en periode, hvor eleverne fagligt er på samme niveau. Denne samlæsning er en del af tildelingsmodellen: hvis en skole har to årgange lige efter hinanden, f.eks. 2. og 3. klasse, og hvor elevtallet ikke overstiger 28, får de penge til én klasse, der undervises sammen.

fakta
Efter den nuværende tildelingsmodel får skolerne både penge for hver elev og for hver klasse.

Folkeskoleloven siger, der skal dannes en ny klasse ved elev nummer 29. Derfor kan klasserne have 28 elever.

Forslaget til ny skolestruktur i Varde Kommune rummer en to-lærerordning, som udløser en lærerstilling ved elev nummer 26.