Krukke-hærværk vækker vrede
Da Cityforeningen før påske fik ja fra Økonomiudvalget til at opsætte store krukker i Jernbanegade og Søndergade og penge til drift de næste fire år, ville glæden næsten ingen ende tage.
“Vi havde set dem rundt omkring i andre byer, og var ret vilde efter at få dem til Kolding. Så da det blev godkendt, skyndte vi os at indkøbe farverige krukker og stedsegrønne planter, som kunne bringe natur til midtbyen,” fortæller Citychef Mette Schumacher.
Men allerede efter den første weekend stod det klart, at visse vandaler i Kolding ikke ville lade krukkerne være. På bare en nat var fire krukker blevet væltet, planter smadret, krukker ødelagt af jord - og en enkelt krukke skubbet i åen.
“Man bliver enormt ked af det. Vi prøver at gøre noget godt for midtbyen, og så bliver vi mødt af en sådan disrespekt. Det føles nærmest personligt, og det er sårende - når vi ikke gør noget, bliver vi beskyldt for at lægge på den lade side, og når vi gør noget, bliver det bare ødelagt,” fortæller koordinator for Cityforeningen Anni Muhs Jørgensen.
En dyr omgang
Det skulle hurtigt vise sig, at den første weekend ikke var et enestående tilfælde. Tværtimod har der varet væltede og smadrede krukker efter hver eneste weekend.
“Vi tog vores forholdregler, for der var jo krukker og planter til en værdi af 155.000 kroner. Så de er imprægnerede mod graffiti, de har et indbygget vandreservoir, der vejer krukkerne ned, så de ikke så nemt kan væltes og de står kun på de mest befærdede gader,” fortæller Mette Schumacher om de 22 krukker, der lige nu koster Cityforeningen en mindre formue at have stående.
“Vi går på weekend med decideret ondt i maven, og når man møder ind lørdag for at sætte maskotterne i gang, bliver man så ked af det, når man møder synet af de væltede krukker. Så bliver vi jo nødt til at kalde folk ind til at ordne krukkerne, og det koster en mindre formue,” fortæller Mette Schumacher, der på sidste weekend alene bruge knap 10.000 kroner på at få orden på krukkerne igen.
Det er særligt i Søndergade, at der bliver væltet krukker - hvilket kommer bag på Cityforeningen.
“Vi havde faktisk troet, at Jernbanegade ville være det helt store problem, eftersom det er der, de unge fester. Men der må jeg tage hatten af for de unge mennesker, de har ikke rørt krukkerne,” siger Mette Schumacher.
Ingen løsning i syne
I skrivende stund er det endnu ikke afgjort, hvilken fremtid krukkerne går i møde.
“Vi har da overvejet at få dem fjernet, for det er simpelthen for dyrt for os at bruge tusindvis af kroner på dem hver weekend. Kassen er tom,” fortæller Mette Schumacher,
Derfor leder Cityforeningen efter sponsorer, der har lyst til at give en økonomisk håndsrækning og dermed sørge for, at planterne kan blive i byrummet.
“Vi kan få sat krukkerne fast med plantespyd, sådan at de simpelthen ikke kan væltes, men det koster altså omkring 50.000 kroner, som vi nu prøver på at finde sponsorere til at dække,” fortæller Citychefen.
Hun og Anni Muhs Jørgensen synes nemlig ikke, at man helt skal give op på krukkerne endnu.
“Så lader man de få bestemme over de mange. At enkelte laver hærværk skal jo ikke gå udover alle dem, der nyder planterne. Men andre byer kan jo have disse planter stående, uden der sker noget, så jeg vil da gerne opfordre Koldings vandaler til at lade vores være - for vi har simpelthen ikke råd til det mere,” slutter Mette Schumacher.