Skribent, poet og kultur-anmelder
Den lokale digter Simon Maegaard vender tilbage til sin tidligere post som kultur-anmelder i Kolding
Den lokale forfatter, digter og musiker, Simon Maegaard, vender fast tilbage som kultur-anmelder på Lokalavisen. Her vil han skrive anmeldelser af et udbud af koncert- og kulturoplevelser fra forskellige scener i Kolding Kommune.
“Jeg brænder for kulturlivet i forskellige afskygninger, og håber på, at jeg med mine anmeldelser kan lokke flere ud til både koncerter og de mange andre tilbud, som Kolding har at byde på,” siger Simon Maegaard.
Han har udover tjansen som kulturanmelder blandt andet udgivet digtsamlingen Solar Plexus, skabt firmaet ArtInn.dk og læst Informationsarkitektur på SDU.
Kolding og kulturen
For Simon Maegaard er Kolding den perfekte kombination af by og provins, og han mener, at dens kulturelle udbud set i forhold til byens størrelse er intet mindre end imponerende.
“For mig er Kolding noget nær landets kulturelle hovedstad, eftersom Kolding - som en af de få byer i Danmark - formår at have et bredt udbud af kulturelle oplevelser og samtidig skaber en platform for mødet mellem undergrundskultur og det finkulturelle,” fortæller den 26-årige skribent, der flyttede til Kolding fra Billund som 18-årig for at gå på gymnasiet.
Han har aldrig siden forladt byen, som blandt andet besnærede ham med sin udvikling på det kulturelle område
“Da jeg først flyttede til Kolding, var der meget langt mellem det overgrunden og undergrundens kunstnere, men de har nærmet sig hinanden og fundet et fælles ståsted. Det, synes jeg, er meget værdifuldt, og noget jeg gerne vil vise til læserne - at begge verdener har meget at byde på,” siger han.
Kultur som arbejdsplads
For Simon Maegaard har det længe stået klart, at den kulturelle scene skulle være en fast del af hans arbejdsliv, hvorfor han søgte ind på Forfatterskolen i Esbjerg og senere arbejdede som huspoet hos både kommunen og private firmaer, før han endelig blev selvstændig med eget firma.
“Jeg har altid haft en trang til at skrive, og med min baggrund indenfor musikkens verden kom det ganske naturligt til mig at skulle arbejde som både skribent, poet og som anmelder,” fortæller han.
Netop ønsket om at arbejde med kultur-området har været medvirkende til, at Simon Maegaard blev boende i Kolding, da han stiftede familie.
“Jeg synes, at der er noget magisk over byen - Den har provinsens charme og oprigtighed, men den er ikke så lille, at den er kedelig. Samtidig har den historiens vingesus tilbage til Drachmann og slottets mange hemmeligheder, som jeg elsker at tage del i - både som udøvende kunstner og som anmelder”, slutter Simon Maegaard.
Simon Maegaards næste anmeldelse kan læses i uge 18, hvor han giver et indblik i den kommende weekends koncert med Sanne Salomonsen.