Fortsæt til indhold

Varslings-app hyler sammen med sirenerne

Onsdag testes sirenerne og app’en Mobilvarsling landet over.

Arkiv
Arkiv

Når sirenerne hyler, er der normalt fare på færde. Men som bekendt hylder sirenerne også onsdag 3. maj kl.12, uden at man skal bekymre sig over det.

Hvert år den første onsdag i maj tester myndighederne nemlig sirenerne landet over på Store Hyledag. Det er der to hovedårsager til, skriver Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

“Sirenerne er det helt store håndtag til at advare befolkningen, og vi skal sikre os, at sirenerne virker. Vi skal også sikre os, at folk ved, hvad de skal gøre, hvis sirenerne hyler, så derfor tester vi systemet på Store Hyledag”, siger Lars Aabjerg Pedersen fra Center for Krisekommunikation i Beredskabsstyrelsen.

Ring aldrig 112

Når varslingssignalet lyder, skal man gå indenfor, lukke døre og vinduer og slukke ventilationsanlæg samt afvente information fra DR eller TV 2

Og så er der en vigtig ting, man ikke skal gøre - hverken på Store Hyledag, eller hvis sirenerne hyler for at advare borgerne.

“Man skal ikke ringe 112. Man skal kun ringe 112, når der akut er fare på færde, og man har brug for eksempelvis ambulancen, brandvæsnet eller politiet. Ringer man for at spørge, hvorfor sirenerne hyler, kan man blokere for livsvigtige opkald til alarmcentralen”, siger Lars Aabjerg Pedersen.

Tre signaler

Under testen på onsdag lyder der tre signaler: Første varslingssignal består af en tone, som stiger hurtigt og falder langsomt. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder. Efter tre minutter gentages varslingssignalet, og efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal som betyder, at faren er drevet over.

Foruden den årlige test afprøves sirenerne hver nat året rundt uden lyd. Sirenerne dækker cirka 80 procent af Danmark, og politiet kan nå flere med højttalervogne.

App'en Mobilvarsling, der viderebringer advarsler fra myndighederne på mobiltelefonen ved større ulykker og katastrofer, testes sammen med sirenerne på dagen. srj