Fortsæt til indhold

Trelde Næs Bueskydning er rykket ind i gymnastiksalen på sundhedshuset

Arkiv
Arkiv

En af de nye aktører på sundhedshuset i Fredericia er bueskytteforeningen Trelde Næs Bueskydning. Tidligere var foreningen en del af Trelde Gymnastik og Idrætsforening, men foreningen valgte at bryde ud og blive en selvstændig forening sidste år.
”Vi har tidligere trænet i Bøgeskov Hallen, men da vi fik mulighed for at komme ind i gymnastiksalen på sundhedshuset, så slog vi til med det samme. De fleste af vores skytter kommer fra Fredericia, så nu kan vi bare cykle ned og træne,” fortæller formanden for foreningen Hugo Ernst i en pressemeddelelse.
Gymnastiksalen er ideel til bueskydning, da den har nogle gode mål. Der er plads til seks skydeskiver på tværs af salen, så det giver mulighed for, at 12 mand kan skyde ad gangen. Trelde Næs Bueskydning træner onsdag aften og søndag formiddag i hallen foreløbigt indtil sommerferien.
”Den centrale placering gør også, at der kommer folk ind fra gaden for at se, hvad vi laver, og det håber vi, kan få flere til at begynde til bueskydning,” siger Hugo Ernst.
Det glæder også Susanne Eilersen, der er formand for Sundhedsudvalget, at bueskytteforeningen er rykket ind i gymnastiksalen.
”Jeg synes, det er dejligt, at foreningerne indtager sundhedshuset efter den almindelige åbningstid. På den måde gør vi det nemmere for vores borgere at vælge sundheden til samtidig med, at sundhedshuset bliver til borgernes hus”, siger Susanne Eilersen. gs