Borgere skaber rammerne for udvikling
Hans Holmer (SF),
Spidskandidat til byrådsvalget
Skovbogade 8
6000 Kolding
Byrådet sender Kommuneplanen for 2017 – 2029 i offentlig høring i april og maj. I SF har vi lige som mange andre organisationer og borgere stillet forslag til delplaner, som har været til høring i det forløbne år. Især mobilitetsplanen og bymidteplanen har givet anledning til grundige høringssvar fra SF.
Når vi ser det endelige udkast til kommuneplan glæder det os at kunne genkende idéer og forslag, som vi har sendt frem. SF's ønske til bymidten var vision om Kolding by som en aktiv handels- og kulturby, hvor der også er plads til bevægelse, til udfoldelser, til spontanitet, til naturoplevelser og ro. Konkret foreslog vi bl.a. en sammenhængende stiforbindelse langs Kolding Å fra det kommende bolig- og fritidsområde i Marina Syd til oplevelsescentret ved Harteværket, og vi foreslog stiforbindelser, som binder bycentret sammen. Vi glæder os over, at planerne for Koldings bymidte peger i samme retning som SF's visioner.
I Vamdrup og Lunderskov er Borgerplanerne resultatet af borgernes deltagelse, og de mange cykelfremmende tiltag var næppe kommet med i planerne uden aktiv deltagelse fra Dansk Cyklistforbund.
Alt sammen eksempler på, at det kan betale sig at deltage aktivt i udformningen af vores by og landskab.