Kolding-rytter til stævne i Belgien
Ponyrytter Cecilie Hedegaard og ponyen Strandgaards Challenger havde i påsken debut ved deres første internationale ponydressurstævne i Sint Truiden i Belgien.
Her startede 22 af Europas bedste ponyryttere og ponyer årets udendørssæson inden udtagelsen til EM mesterskabet skal foretages.
De fleste ponyer der deltog ved stævnet har gået internationale stævner før, og flere af dem har også deltaget ved tidligere EM mesterskaber. Så Cecilie og Challenger var forberedt på, at det kunne blive svært at være med i placeringerne. Deres ridt på 1.dagen blev belønnet med en 5.plads til over 70 procent.
De placerede sig på 2.dagen som nr. 10 og gik dermed videre til finalen, som blev afviklet i kür program (eget program, der rides til selvvalgt musik). Her blev de flot placeret som nr. 8.
Ekvipagen blev efterfølgende rosende omtalt i dressurmagasinet eurodressage.com.