Fortsæt til indhold

Fredericia Shopping er i arbejdstøjet

Handelsstandsforeningen skal formulere sin vision for fremtiden

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fredericias butikker er gode til at stå sammen. I hvert fald er medlemstallet hos Fredericia Shopping steget markant i de senere år. Det sammenhold skal styrkes yderliggere. Og så skal der formuleres nye visioner for fremtiden.
“Vi er oppe over 160 medlemmer nu. Vi er på vej med flere aktiviteter uden for voldene, og det bliver mere og mere selvfølgeligt, at man er medlem af butikkernes fællesskab. Det er alt sammen rigtig godt. Men vi vil jo gerne have de sidste butikker med også,” siger Peter Lund Tørving, der er formand for Fredericia Shoppings bestyrelse.
FredericiaC og den kommende udvikling af Kanalbyen er et af de emner, Fredericia Shopping skal forholde sig til i sine visioner.
“FredericiaC bliver et aktiv for os i den eksisterende bydel. Men det er også noget, vi skal tale om, for en del medlemmer føler sig usikre og er nervøse for, at byen og handlen flytter længere ned mod havnen - væk fra de eksisterende butikker,” siger han.
Ifølge FredericiaC vil der tidligst om en årrække blive opført ny detailhandel i Kanalbyen. Formentlig tidligst midt i 20'erne. Indtil da vil den nye bydel levere kunder - ikke konkurrenter, lyder det fra udviklingsselskabet.

Sommerrock

Årets store musik-event i Fredericias midtby, Sommerrock 2. juni, er samtidig lanceringen af et nyt samarbejde mellem Fredericia Shopping, Fredericia Kommune og EventC.
“Det samarbejde venter jeg mig meget af,” siger Peter Lund Tørving.
Han giver samarbejdet æren for, at Sommerrock i år kan præsentere et så markant navn som Gulddreng.
“Til den koncert kommer der formentlig rigtig mange mennesker - måske også flere end Rådhuspladsen egentlig er bygget til. Men jeg håber, at alle både kan få plads og se.”
Som noget nyt præsenterer Shopping et afterparty for butikkerne efter Sommerrock.
“Det finder sted på teatret, hvor vi i et par timer vil hygge os sammen og opleve en minikoncert med et navn, jeg endnu ikke kan afsløre,” siger Peter Lund Tørving.
Tror du ikke, at de butiksansatte er for trætte efter en hel dag med Sommerrock?

“De er trætte, jo. Men jeg håber alligevel at de vil være med til at feste og hygge sammen med kollegerne.”

Danmarksgade

Et emne, der også vil komme på Shoppings dagsorden i løbet af den kommende tid, er Danmarksgade.
I dag er dele af Danmarksgade spærret af for biltrafik, så der er gågadeforbindelse mellem “hoved-gågaderne”.
Men nogle mener, at biltrafikken skal lukkes ind i Danmarksgade, og at dét er nødvendigt for at få de ledige butikslokaler der fyldt op.
“Det er en snak med mange følelser i. En varm kartoffel. Men kartoflen er dog ikke varmere, end at vi godt kan tage fat om den. Det er vigtigt at tage den rigtige beslutning. Derfor skal beslutningen forberedes grundigt. Men omvendt skylder vi også blandt andre ejendomsmæglerne at melde ud, inden der går alt for lang tid,” siger Peter Lund Tørving.