Fortsæt til indhold

Fredericias volde er ikke et museum

Arkitekt Erik Brandt Dam har en vision for Fredericias voldanlæg

Arkiv
Peter Friis Autzen

I løbet af de kommende år vil Fredericias volde skifte udtryk - og nogle steder også form. Men det skal ske uden at ødelægge det historiske vingesus, forsikrer arkitekt Erik Brandt Dam.
Han og hans tegnestue vandt for nylig arkitektkonkurrencen om at udvikle Fredericias volde. Konkurrencen var udskrevet af kommune, som har fået 35 millioner kroner af A. P. Møller Fonden til at udvikle voldanlægget. Han håber, at tegnestuens løsningsforslag vil blive godt modtaget i den kommende debatfase. Og han ser masser af muligheder på og omkring Voldene.
“Voldene skal folde flere af sine historier ud. Anlægget skal være mere tilgængeligt og dermed også større,” siger han.
Han forestiller sig hverken, at Volden skal ryste sine historiske vingesus af sig, eller at den skal stå tilbage som et friluftsmuseum, når projektet er færdigt.
“Volden er noget levende. Det har den altid været. Gennem tiderne er nogle dele skredet sammen, andre er groet til, og andre steder igen er voldene blevet skåret over med jernebaner og veje. Vi kan gøre voldene til et rum, som siger folk mere - og som forklarer sig selv bedre,” siger han og understreger:
“Voldene skal ikke være et museum. Det skal være et rum, hvor vi er sammen og forstår historien. Et rum, hvor vi kan se historien og ikke kun bruger den til særlige anledninger.”

Byens sjæl

Projektet er så stort, at de 35 fondsmillioner ifølge borgmester Jacob Bjerregaard (S) kun rækker til godt halvdelen. Han håber at kunne skaffe resten af pengene via nye fonds-ansøgninger.
Erik Brandt Dam ved godt, at voldanlægget er mere end bare jord, græs og træer.
En stor del af Fredericias sjæl ligger i voldene. Gør det dig nervøs?

“Nej, jeg er ikke nervøs. Men det er selvfølgelig spændende at arbejde med et projekt, der betyder så meget for byens borgere,” siger Erik Brandt Dam.
Han understreger, at hans forslag netop kun er et forslag - ikke en færdig og dikteret løsning.
I den kommende tid afvikles borgermøder og debatforummer, hvor tankerne om voldens fremtid skal diskuteres. Derefter skal byrådet tage stilling, og endeligt skal fredningsmyndighederne tages i ed.

En del af volden skal ifølge forslaget genoprettes ved Prangervej og derefter forsynes med to gangbroer. Illustration: Erik Brandt Dam arkitekter

Broer og port

I forslaget fra Erik Brandt Dams arkitektstue ses blandt andet nye broer over Prangevej og ved Kongens Port. Idéen er, at man skal kunne gå hele vejen rundt på Volden.
“Det vil gøre det lettere at opleve anlægget som en helhed - i stedet for som i dag at se det som brudstykker” siger han.
Broerne og portene byder på en trafikudfordring, hvis kæmpetransporter til for eksempel Shell-raffinaderiet skal gennem Fredericia.
“Men måske man kan løse det problem med aftagelige broer - eller broer, der kan åbnes,” siger arkitekt Louise Raun fra Fredericia Kommune.
Hun glæder sig over, at projektet læner sig op af mange forskellige elementer i Fredericias historie.
“Det peger ikke 'kun' i retning af 6. juli. Projektet skaber en forståelse og et syn for de ting, der er sket for Fredericia og for voldanlægget gennem årene. Det gør historien større,” siger hun.

Det her kan give en bedre forståelse for og oplevelse af Voldens storhed
Erik Brandt Dam

Området ved Holstensvej åbnes i forslaget. I baggrunden skimtes en gangbro over Holstensvej, lige vest for rundkørslen med den grønne bøje. Illustration: Erik Brandt Dam arkitekter
Dæmningen foran Danmarksport gøres smallere og skaber derved et markant større vandspejl i voldgraven. Illustration: Erik Brandt Dam arkitekter
Også den dæmning, der bærer vejen frem mod Nørreport, gøres smallere. Det kan fornemmes i baggrunden her. Illustration: Erik Brandt Dam arkitekter