30 år med tryghed og sikkerhed

“Vores opgave er at skabe tryghed, sikkerhed og drage omsorg”.
I så få ord kan daglig leder af Aabenraa Krisecenter, Tove Lagoni, opsummere centerets primære opgave.
Men hun sætter gerne flere ord på.
“Når de kriseramte kvinder kommer ind, og vi lukker døren, så er der sørget for beskyttelse. Her kan kvinderne så finde ro. Vi er et sted, hvor man kan finde ro og sikkerhed til, at man kan komme til en afklaring på, hvad der skal ske videre i livet,” fortsætter hun.
Aabenraa Krisecenter har fem værelser til rådighed til kvinder, der er udsat for fysisk eller psykisk vold fra de nærmeste.
Og der er rift om pladserne.
“Vi ligger omkring en belægning på 70 procent, hvilket vi regner for at være 'normalbelægningen'. Men sidste år havde vi en belægning på 93 procent, og det har betydet, at vi har måttet afvise over 100 kvinder sidste år. Så vi kunne da godt drømme om mere plads, for det lader ikke til, at behovet falder,” konstaterer Tove Lagoni.
Heldigvis er Aabenraa Krisecenter medlem af Landsorganisationen for Krisecentre, og derfor er ingen kvinder gået forgæves efter hjælp hos Aabenraa Krisecenter - heller ikke sidste år.
“Vi er i alt 48 krisecentre, der er medlemmer af Landsorganisationen, og vi laver hver morgen en opdateret liste over, hvor mange pladser vi hver især har. På den måde kan vi henvise kvinder til andre krisecentre, hvis vi ikke selv har plads,” forklarer Tove Lagoni.

Ophold bliver længere

Aabenraa Krisecenter har en tommelfingerregel om, at man højst er på centeret i tre måneder.
“Men det passer også meget godt med, at kvinderne er ved at være klar til at komme videre, og også er blevet lidt trætte af os. Vi bor jo meget tæt, så det kan blive lidt anstrengende i længden,” lyder det med et smil fra Tove Lagoni.
Hun fortæller, at tendensen er, at opholdene på centeret faktisk bliver længere og længere.
“Kvindernes situationer bliver mere og mere komplekse, og det er derfor ofte tidskrævende at få afklaring. Men vi smider selvfølgelig ingen kvinder ud, uden at der er helt styr på deres situation”.
De fleste kvinder kommer videre ved at flytte i en lejlighed uden den voldelige mand, og det er en forandring i forhold til de tidlige år i krisecenterets virke.
“Dengang tog kvinderne oftere tilbage til manden. Det betød så også, at vi oftere havde gengangere på krisecenteret. Det har vi stort set ikke i dag. Heldigvis,” slutter Tove Lagoni.