Fortsæt til indhold

Aabenraa Krisecenter er ’Fredags-Margits” andet hjem

Margit Madsen har været med i 30 år

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Når de ansatte og frivillige ved Aabenraa Krisecenter omtaler centeret som 'et hjem', så må der være noget om snakken.
Mange af de omkring 75 frivillige, der er tilknyttet centeret, har nemlig været med i mange år.
Margit Madsen på 71 år har været med fra begyndelsen, og kan altså nu fejre sit 30 års jubilæum i huset.
“Jamen, jeg kan slet ikke undvære det. Det er jo mit andet hjem,” lyder det bestemt fra Margit Madsen, der er gruppeansvalig for 'fredags-gruppen' - den gruppe af frivillige, der sørger for at dække vagterne i krisecenteret om fredagen.
“Vores hovedopgaven er at passe døren og telefonen. Men derudover lægger vi jo gerne øre til, hvis nogle af beboerne har lyst til at snakke. Vi har store ører og små munde, plejer jeg at sige. For vi er jo ikke rådgivere. Vi er mennesker, der gerne lytter,” forklarer Margit Madsen.
Hun har gennem hele sit liv været socialt engageret, og derfor var hun heller ikke længe om at sige ja, da hun blev spurgt, om hun ville være med som frivillig i Aabenraa Krisecenter.
“Jeg var ikke med til at føde idéen med centeret, men jeg var med helt fra starten her i huset. Og de får svært ved at slippe af med mig igen,” lyder det med et smil fra Margit Madsen, der i daglig tale blot kendes som 'Fredags-Margit'.
“Vi har et fantastisk sammenhold, og det er bare rart at komme her. Tonen er humoristisk og varm. Som vi plejer at sige, så har vi en god værkstedshumor”.
Aabenraa Krisecenter har fast tilknyttet omkring 75 frivillige, men de er altid interesseret i flere hænder.
“Vi håber, der er nogen, der har lyst til at blive en del af vores fællesskab. Man har typisk to vagter om måneden, og så en enkelt vagt hver fjerde weekend. Og eneste krav er, at man har overskud til at være der,” fortæller Margit Madsen.
Aabenraa Krisecenter holder introduktionsaften for interesserede i Kirsebærhavens Aktivietetscenter den 23. maj kl. 19.30. Her kan man møde op og høre meget mere om, hvad det indebærer at give en hjælpende hånd til kvinder i krise.