Seje elever fik 2. plads
Build Green er lige kommet hjem fra DM i Entreprenørskab for unge, der fandt sted i denne uge i Industriens Hus i København. De fik en flot 2.-plads i kategorien ”Trade and Skills”.
De har udviklet en række bæredygtige byggematerialer, der kan være fremtiden inden for byggematerialer. De skulle bl.a. præsentere deres løsning foran 200 tilskuere og et dommerpanel af erhvervsfolk. I alt deltog 43 udvalgte hold fra hele Danmark, og inden finalen havde gruppen kvalificeret sig gennem de lokale og regionale mesterskaber, hvor omkring 4.000 elever har deltaget.
”En bygning udleder 80 tons CO2 i dens levetid, størstedelen af den forurening stammer fra produktionen af byggematerialer, det vil vi gøre noget ved,” fortæller Lasse Høck Kofoed.
Derfor har gruppen udviklet tre bæredygtige byggematerialer, som kan være med til at nedbringe mængden af CO2.
”Træningen op til DM har været meget lærerig, og vi kan klart bruge det til eksamen,” afslutter Malene Wildenschild.
Maiken Vivian Jensen, gymnasielærer i teknologi, på Teknisk Gymnasium i Aabenraa kan kun bekræfte: ”Det har givet vores elever et stort fagligt løft, og derudover har de lært utrolig meget, som de kan bruge til eksamen og i deres videre karrierer”.