“Jeg skal på HHX næste år. Derefter tror jeg, at jeg vil læse til arkitekt,” siger 16-årige Mads Olander, der går i 9.a. Hans interesse for arkitektur fik blandt andet et boost under en rejse i USA sidste sommer, hvor han så mange spændende bygninger.
Når man går i 9. klasse, ligger voksenlivet og den store fremtid lige rundt om hjørnet. Og så begynder man at tænke over, hvad man egentlige vil bruge livet på. Lokalavisen Fredericia har mødt en god håndfuld elever på Skovbakkeskolen i Taulov og spurgt, hvad deres tanker og fremtidsplaner er.
“Jeg skal på sundhedslinjen på STX næste år. Jeg vil gerne være børnelæge. Det har været min tanke, siden jeg var ni år. Jeg kan godt lide børn og vil gerne hjælpe børn,” siger 15-årige Mathilde Madsen, der går i 9.b. Hun er indstillet på, at drømmen “koster” tre år på gymnasiet, tre år for at blive bachelor, tre år for at blive kandidat og så til sidst den ekstra del af lægestudiet, der skal til for at blive speciallæge for børn.“Jeg vil enten være filminstruktør eller politiker. I første omgang skal jeg på gymnasiet, og så vil det vise sig, om jeg er mest interesseret i medie-delen eller samfundsfags-delen. Dét kommer til at afgøre, om jeg bagefter søger mod Filmskolen eller at læse statskundskab,” siger 16-årige Rasmuz Juhl Nielsen, som går i 9.d. Han mener at have arvet sin politiske interesse fra sine forældre.“Jeg vil være matrielmekaniker. Det hedder også have-/park-mekaniker. Jeg har altid været glad for at rode med mekanik, så det er en uddannelse, der vil interessere mig. Det betyder, at jeg skal gå på Hansenberg i Kolding,” siger 16-årige Patrick Elkjær fra 9.d.“Jeg skal på Vesterlund Efterskoles gymnastik-linje og derefter på STX. Jeg ved ikke rigtigt endnu, hvad jeg vil være. Jeg ved godt, at det er godt at have en idé om det. Men det skal nok komme, når jeg møder det rigtige,” siger 15-årige Sofie Petersen fra 9.b.“Jeg vil være økonomiingeniør, så jeg skal på HHX. Bagefter skal jeg tage fysik på c-niveau for at komme ind på diplomingeniør-uddannelsen og til sidst blive økonomiingeniør,” siger 16-årige Mikkel Holm fra 9.a. Han har altid været glad for matematik, så en karriere som økonomiingeniør virker oplagt for ham.