Fortsæt til indhold

Vi vil anbefale Fredericia

Hanne og Ingemann Nielsen flyttede til Fredericia for fem måneder siden. Det har de ikke fortrudt

Arkiv
Peter Friis Autzen

De flyttede helt fra Blekinge i Sverige til Fredericia. Det er over 400 kilometer.
“Vi ville gerne være tættere på vores søn og barnebarn,” fortæller Hanne Nielsen.
Parret stammer fra Djursland, hvor de boede i Grenå. Men for nogle år siden tog de konsekvensen af deres begejstring for Sverige og flyttede dertil. I december kom de her til Fredericia. Og det er de glade for.
“Vores oplevelse af Fredericia er faktisk udelukkende god,” siger Hanne og suppleres af Ingemann.
“Fredericia er en dejlig by. Og vi kan godt lide størrelsen: Der er ikke for langt fra den ene ende til den anden. Og her mangler ikke noget,” siger han.
“Nej, jeg har svært ved at forstå de, der tager til Kolding Storcenter eller lignende for at handle. For her er jo alt, hvad man skal bruge her i Fredericia. Man skal i hvert fald være på jagt efter noget meget særligt, hvis ikke man skal kunne finde og købe det her,” siger Hanne.

Venlige mennesker

Ingemann har hæftet sig ved, at fredericianerne er venlige.
“Når man passerer hinanden på fortovet, på en sti eller ved stranden, nikker man og siger 'hej' eller 'goddag'. Ikke fordi man nødvendigvis vil indlede en lang snak med hinanden, men man ser hinanden. Sådan er det ikke i for eksempel København eller Lyngby, hvor vi også har boet,” siger Ingemann.
“Og folk i Fredericia træder til side, hvis en person med gangstativ har brug for ekstra plads,” siger Hanne, som også i andre sammenhænge oplever Fredericianerne som venlige.
Parret følte sig godt modtaget af naboerne i Erritsø, da de gennem Place2Live fandt det helt rigtige hus.
“De kom alle sammen og sagde velkommen. Og nytårsaften, da vi mødtes med naboerne ude på gaden, blev vi inviteret med ind til et glas. Så vi er rigtig glade for naboerne og nabolaget,” siger Hanne.
“Og nu, hvor det bliver forår og snart sommer, vil vi formentlig se endnu mere til hinanden,” siger Ingemann.

Udvikling i massevis

I kraft af, at deres søn bor i Fredericia sammen med sin søn og kæreste, har Hanne og Ingemann oplevet Fredericia, allerede før de flyttede hertil.
“Og jeg må sige, at der sket ting og sager i løbet af de sidste syv-otte år,” siger Ingemann.
Parret følger med interesse med i udviklingen af FredericiaC og Kanalbyen.
“Jeg ved godt, at forløbet omkring Skibsværftet gjorde ondt på mange fredericianere. Men som jeg oplever det, er det blevet vendt til noget positivt,” siger Ingemann.
“Og de nye planer for Volden og stranden er også spændende,” siger Hanne, der aldrig andre steder har oplevet en midtby med kun fem minutter til en god badestrand.
“Folk kan jo sidde i badetøjet på en café ind i byen - og springe i vandet få minutter senere,” siger hun.
“Ja, og købe et par sommershorts på vej hjem,” tilføjer Ingemann.

Engagement

Parret er stadig ved at falde til. Så de har endnu ikke nået for alvor at suge byen til sig.
“Men fremover kommer vi til at sætte os lidt ind i Fredericias lokalhistorie. Jeg glæder mig for eksempel til at opleve bunker-museet,” siger Hanne.
De to er også meget begejstrede for Fredericias historiske miniby. Så begejstrede, at deres fuglefoderhus i haven stammer fra minibyen.
Hvis I bliver spurgt, om I kan anbefale Fredericia - hvad svarer I så?

“Vi vil helt sikkert anbefale Fredericia til andre,” siger Ingemann.
“Ja, jeg kan også kun sig noget pænt om Fredericia,” siger Hanne.


Fredericia er en dejlig by
Ingemann Nielsen