Igenbrug gav mig plads til at være mig

”Det var der, jeg forandrede mig. Jeg fik et billede af, at der faktisk findes arbejdspladser for mig. Igenbrug er det sted, hvor jeg har været trist og ked af at jeg skulle væk fra. Der var noget følsomt over det. Jeg åbnede mig mere op.”
Ordene er Martin Grove Hansens. For to år siden var han i ni måneders praktik hos Igenbrug. Det blev et vendepunkt for ham, der hele sit teenageliv og tidlige voksenliv oplevede at blive kastet rundt fra sted til sted og gang på gang få fornemmelsen af, at han ikke var god nok og ikke rigtigt duede til noget.
“Igenbrug gav mig nogle ledetråde, og jeg oplevede, at Peter (tidligere leder, red.) prøvede mig af og pressede mig lidt for at se, hvor meget jeg kunne. De gav mig tid til at skrive ned og gav mig ikke for mange opgaver. De var gode til at give mig frirum.
Jeg har haft tid til at lære de ting, jeg skulle i mit tempo,” siger han.
Før kunne han helt glemme en aftale, hvis der kom for mange og snakkede.
Ifølge Martin har mange opfattet det som om, han ikke gad at høre. Han blev fyret igen og igen. På et tidspunkt havde han arbejde ved en tømrer.
“Jeg blev fyret, for de mente ikke, jeg var egnet, ikke viste initiativ, ikke følte, jeg hørte efter, når de gav mig opgaver. Jeg fik den ene skuffelse efter den anden. Jeg følte ikke, jeg duede til noget. Jeg var ved at opgive det med arbejdsmarkedet,” fortæller han.

Diagnosen hjalp på vej

Da Martin havde det værst, begyndte han at drikke, blev smidt ud hjemefra, endte på mandeherberg og kom i dårligt selskab.
“Personligt havde jeg svært ved at se, der var noget galt med mig. Men min mor kunne se det, hun havde været ved gud og hver mand,” fortæller Martin.
Først som 17-årig kom han via kommunen på Troldkærskolen ved Als. De fik ham til en psykolog, hvor han endelig fik diagnosen hjerneskade fra fødslen, der gør, at han har svært ved at huske ret mange ting af gangen. De hjalp ham i arbejdsprøvning og han kom i fleksjob i Igenbrug.
“Da jeg kom hjem igen, har det kørt. Det hjalp at finde ud af, hvad det handlede om,” fortæller Martin.
Jeg føler, jeg er blevet kastet rundt. Så duede dét ikke. Så duede dét ikke. Nogle steder har de misbrugt mig og uden tanke på mine skånehensyn. Selv om jeg var godkendt til et vist antal timer, så smed de 15 timer oveni,” fortæller han.
I dag arbejder Martin fra klokken 10.00 til 15.45 dagligt, og det fungerer.
“Mere kan mit hoved ikke rumme. Det må ikke være alt for tidligt. Førhen kunne jeg ikke overskue at møde nogle gange og ringede afbud,” fortæller han.
“Jeg er godt tilfreds med det, jeg har nu og har sat drømmene om at blive chauffør på standby. Ellers skal jeg til at bygge nyt netværk op, og jeg er meget indelukket. Det kan tage mig halvandet år at åbne op over for mennesker.” fortæller han.
Det har været en lang sej vej for Martin til at finde ud af, at der findes arbejdspladser som Igenbrug, der værdsætter ham. Når han kigge tilbage, tænker han naturligt nok over, hvad der kunne have været anderledes. Det har været svært med skiftende sagsbehandlere.
“Da jeg fik den fjerde sagsbehandler, sagde jeg; “Jeg ved ikke om jeg kan stole på jer mere, jeg har brug for en fas sagsbehandler for at kunne åbne mig. Jeg har haft en virksomheds-konsulent, Poul Erik fra Jobcenteret, og han forlængede min sag. Det var dét, jeg havde brug for. Hvis jeg bare kunne have fået lidt mere hjælp i skolen, så ville det have været bedre. De år fra jeg var seks til jeg var 17, dem føler jeg, er spildt. Der var mange ting, der kunne gøres anderledes. Jeg tænker på de symptomer, jeg havde. Hvis mine børn viser de samme symptomer, kan jeg hjælpe dem allerede tidligt,” funderer han.
Refleksionen kommer naturligt, fordi Martin lige er blevet far og har barsel én dag om ugen. Og selv om han beskriver sig selv om en lukket person, vil han gerne fortælle om, hvordan Igenbrug har givet ham optimisme, siger han:
“De har hjulpet, hvor de overhovedet kunne. Det har jeg været dybt taknemlig for."