Fornem debut for JC-Motorsport i heftigt rally
På trods af store forhindringer sikrede Jan Christensen sig en femteplads
Sport Jan Christensen fra Sønderborg og Kristian Flensbak Jørgensen fra Aarhus danner makkerpar i MiniRallySyd-Serien i 2017. Makkerparret deltager i 4WD-klassen i en Prodrive Subaru Impreza N12B.
15. april fik de debut i første afdeling af DM-serien, Cimbern Rally, i den skrappeste klasse. En debut under svære forhold, som gav værdifuld træning og blod på tanden til en rallysæson i højeste gear. Det skriver JC Motorsport i en pressemeddelelse.
Voldsomme forhindringer
Løbet, som består af seks prøver, var udfordret af havarerede deltagere, voldsomme afkørsler og ulykker - heldigvis uden personskade. Det betød, at makkerparret reelt kun kørte tre ud af de seks prøver. Slutresultatet blev derfor også præget af, at to ud af fem tider er kalkulerede tider, som ikke blev beregnet til teamets fordel.
Selvom løbet føltes en smule amputeret ved mål, var Jan og Kristian storsmilende, da bilen blev placeret i Parc Fermé. Selv med de kalkulerede tider blev teamet placeret som nummer fem i klassen og endte i pointene. Omstændighederne taget i betragtning kan det nemt godkendes og forberedelserne til næste løb, Anderup El Rally 10. juni på Fyn, er heldigvis minimale, når bilen kommer intakt i mål.