Varde-elever fik studievalgshjælp
Hvad skal jeg være når jeg bliver stor? Det store valg blev en smule lettere i onsdags for nogle af Vardes gymnasie, handelsskole- og hf-elever.
“Jeg synes, det var en god dag – og passer sammen med de andre aktiviteter vi har”, siger Per Krabbe Mølgaard, centerleder ved Studievalg Sydjylland.
Han understregede, at det kun er et skridt på vejen.
“Eleverne skal ikke se det som enkeltstående arrangement, men som del af pakken når de skal afklare sig selv. Det skal være en inspirationsdag.
De skal ikke sætte hak, når de går hjem men gerne være en smule mere afklarede. Ikke alle elever er lige begejstrede fordi de ikke er lige langt i deres proces.
Vi forsøger at ramme så bredt som muligt. Nogle får noget hjem ved at høre oplæggene andre får det ved at stille spørgsmål, og andre igen får det i bussen hjem, når de snakker med deres kammerater,” forklarer han.
Dagen giver information om, at der er andre muligheder end universitetet, siger han:
“Det at læse videre efter gymnasiet har ofte lighedstegn med universitetet i deres hoveder. Men vi vil give dem et bredere uddannelsesbillede og appelletere til bredere studievalg og vise dem noget om, hvordan man studerer det enkelte sted. Det er jo ikke nemmere med uddannelser på UC Syd, men det er en anden tilgang end på universitetet.
Vi får det også afdramatiseret."
Fakta
I alt kom 1800 til i løbet af dagen fra Esbjerg og Varde Kommune. Fra Varde var det anden årgang fra Varde Gymnasium, anden årgang fra Varde Handelsgymnasium (Det Blå Gymnasium) samt 1. årgang fra hf.