Fortsæt til indhold

Haderslev-elever tog på job i Irland

Elever fra Haderslev på arbejde hos Ecco og Vero Moda i Irland

Arkiv
Arkiv

Nyklippede, iført sort tøj fra top til tå, med bankende hjerter og maven fyldt med sommerfugle. Sådan var situationen mandag 3. april, da otte handelsskoleelever fra EUX-linjen hoppede på hver deres bus og drog ud til forskellige shoppingcentre i Dublins forstæder for at sælge sko og modetøj.
Som deltagere i EU's Erasmus program skal Thea Jacobsen, Sarah Lassen, Christina Jensen, Charlotte Jürgensen, Tim Jensen, Patrick Bomskov, Thomas Outzen og Lucas Mortensen arbejde i seks forskellige Ecco-butikker og to Vero Moda i Dublin i tre uger.
Begge mærker har høj brand-status i Irland, og derfor er der strenge krav til påklædning og fremtoning. Som butiksassistent er uniformen pæne sorte bukser, sort skjorte, sorte sko og et stort smil.
De unge studerende ankom til Irlands hovedstad fredag 31. marts sammen men lærer Lisbeth Bach Rasmussen. Her brugte de weekenden på at orientere sig om de forskellige busruter til deres jobs og tale om første dag på en ny og engelsktalende arbejdsplads. Alligevel var nervøsiteten stor, da mandagen nærmede sig, og frygten for at komme på den forkerte bus eller ikke kunne finde butikken voksede.
Heldigvis kom alle tilbage igen mandag aften - dødtrætte i hovedet af alle de nye indtryk og med ømme fødder efter at have stået op en hel dag. Humøret var højt og lettelsen stor, da alle kunne fortælle om sjove oplevelser fra dagen. Tilliden til, at det nok skal gå, når læreren forlader dem efter fem dage, er tilbage.
På tre uger bliver de unge fra Haderslev til “Dubliners” og oplever livet i den pulserende hovedstad helt indefra, når de hjemmevant suser på arbejde eller ned i deres yndlingscafé og kommunikerer frit på engelsk.
For at komme i betragtning til Erasmus programmet har eleverne sendt en ansøgning og deltaget i et interview - delvist på engelsk. Såfremt de bliver godkendt, har de unge fået forberedende undervisning op til afrejsen. Efterfølgende udstedes et EU pas, som et officielt bevis på, at eleverne succesfuldt har formået at bo og arbejde i et andet land.
/pra