Dokken blev udsolgt på rekordtid
4116 tilskuere siger brandmyndighederne, at der må være i Blue Water Dokken og 4116 billetter, det var, hvad Ribe Esbjerg HH fik solgt til den første semifinalekamp på hjemmebane i klubbens historie. Billetsystemet gik ned, telefonerne glødede og mailboksens indhold voksede med eksplosiv hast. Cirka en time tog det i fredags, og så var alle billetter væk.
“Det er helt vildt og overgår alt, hvad jeg havde forestillet mig,” siger bestyrelsesmedlem i REHH Johnny Nim fra Det Faglige Hus i en pressemeddelelse.
Johnny Nim beklager, at det ikke er alle, der har fået en billet:
“Men hallen er fyldt, og brandmyndighedernes krav og hensynet til publikums sikkerhed betyder, at en del desværre er gået forgæves efter en billet, men vi kan ikke gå på kompromis med sikkerheden,” fortæller han.
Direktør Jens Kristensenoplyser, at såfremt der bliver mulighed for at sætte flere billetter til salg, vil klubben gøre det, men det afhænger af, om Skjern benytter sig af hele den tildelte pulje og om nogle sæsonkortholdere skulle melde ind, at de alligevel ikke benytter deres pladser.
“Alle vil se holdet nu, og jeg kan godt forstå det, de har præsteret fantastisk og kan spille frit nu. Det bliver en utrolig kulisse med rekord-mange tilskuere i hallen og stemning fra første fløjt,” fortæller han.
Kampen spilles på søndag i Blue Water Dokken med kampstart klokken 16.10.