Spis og støt kampen mod kræft
Fra 3.-11. juni byder lokale restauranter på en tre-retters menu til en skarp pris
Nu kan du snart forkæle ganen med skøn mad og samtidig støtte en god sag. Fra 3.-11. juni løber restaurantfestivalen 'Spis & Støt' af stablen. Over 100 restauranter landet over byder – i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og DinnerBooking.com – på en tre-retters menu til en skarp pris.
Når Oven Vande i Fredericia og Restaurant Børkop Vandmølle inviterer indenfor, kan du bakke op om Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte. Menuen koster 250 kr., og heraf går 40 kr. til det gode formål.
Oven Vande byder på en forret med tuntatar, estragon, grape, æble, agurk, frisé og avocado. Hovedretten består af dansk kalv, krebs, asparges, dild og ny kartoffel. Desserten er hyldeblomst, panna cotta, hindbær og is creme.
Det er tredje gang, at Spis & Støt finder sted. Bestil: Spisogstøt.dk