Fortsæt til indhold

Øgadekvateret får et stort løft

Nu går arbejdet med at løfte kvarteret i gang. Planerne for områdefornyelsen er godkendt

Arkiv
Arkiv

Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen har netop godkendt planerne for områdefornyelsen i Øgadekvarteret. Planen, der har været undervejs siden efteråret 2016, er et samarbejde mellem beboerne i området og Fredericia Kommune og indeholder en række projekter, der skal give kvarteret et løft og forbedre bygningerne og boligforholdene.
En gruppe på 25 beboere er fast tilknyttet områdefornyelsen og samarbejder med kommunen om at udvikle og føre projekterne ud i livet.
I løbet af maj går startskuddet til det første projekt, som er indretningen af ”Oasen” – en tom byggegrund på hjørnet af Dalegade, Fynsgade og Bjergegade. Her skal der være en 'lommepark', et midlertidigt projekt, da grunden er privatejet.
De øvrige projekter gennemføres i løbet af perioden 2017-2022:
I Falstersgade, Kongensstræde og Bjergegade skal gaderummet have et løft. For at gøre det mere attraktivt at opholde sig i gaden, kigges der bl.a. på trafikken. Planen er at ensrette gaderne, strukturere parkeringen og på udvalgte steder indrette små grønne oaser med hyggelige byrumsmøbler.
Bjergegade og Kongensstræde får et underjordisk affaldssystem, der kan rumme husholdningsaffald fra mange husstande. Falstersgade får en fælles affaldsløsning i form af nogle centralt placerede miløstationer. Idéen med de nye affaldsløsninger er at fjerne affaldet fra gaden og de gener, der evt. følger med for at give mere plads og mulighed for ophold i gaden.
Parkeringspladsen ved Depotgården får en ny indretning. Planen er at flytte indkørslen længere ned mod Oldenborggade og samle parkeringen omkring den nye indkørsel. Det skal frigive plads til et mindre opholdsareal ud mod Lollandsgade. Depotgården får også ny udendørsbelysning.
Tilskud til bolig og bygninger

Øgadekvarteret rummer mange små og utidssvarende boliger og nedslidte bygninger. Parallelt med forskønnelsen af de offentlige rum ønsker Fredericia Kommune at støtte bygningsfornyelsen og har tidligere inviteret bygningsejere til et informationsmøde om deres muligheder for at søge om støtte til renovering.
”Byrådet har afsat en del midler til Øgadekvarteret, og kommunen har søgt om ekstra statslige midler til at støtte flere af de bygningsejere, som ønsker at renovere og forbedre deres bygninger og boliger i området. Vi håber, at mange vil bruge de særlige muligheder for at søge om tilskud, der ligger i områdefornyelsen. Alle interesserede inviteres til en forhåndsdialog om støttemuligheder,” siger Steen Wrist Ørts, formand for By- og Planudvalget.