Det skal koste penge, hvis man ikke opdrager sine børn
Mustafa Sayegh (V)
Ifølge Sydtrafiks rejseregler må de gerne afvise og bortvise støjende passagerer, men jeg foreslår man ugyldiggøre deres rejsekort, og at forældrene til den pågældende får en bøde tilsendt. Jeg tror kun det er på denne måde, vi kan få forældrene til at tage ansvar.
Buslinje 5 i Kolding har i lang tid bøvlet med unge fra Skovparken, som opfører sig truende og støjende i bussen.
Det er både til og fra skole, og medpassagerer og chauffører skal ikke finde sig i den opførsel. Bramdrupdam Skole, som har kendskab til problemet, forsøger med diverse tiltag at løse problemet, dog uden succes.
Jeg foreslog B.M.F Bus med fornuft, som er frivillige flygtninge og danske ledige, der ligesom natteravne i bylivet tager med bussen for at skabe ro. Jeg har i den forbindelse taget kontakt til natteravnene og sprogskolen i Kolding for at starte et sammenarbejde.
Men jeg må erkende, at det ikke bliver løsningen på problemerne i bussen. Dog har natteravnene vist interesse i at rekruttere flygtninge med om natten, og det vil der derfor arbejdes videre på.
Men problemerne i bussen med de unge skal løses med forældrene. Og lige netop forældrene, oplever jeg som en hindring. I mit forsøg på at løse dette problem har jeg på intet tidspunkt mødt vilje fra forældrenes side til at tage ansvar. Der er enkelte mødre, som i sammenarbejde med skolen kører med bussen en gang i mellem for at holde styr på børnene, men hvor er fædrene?