Fortsæt til indhold

Så er det blevet tid til Skole OL

Aabenraa er igen i år vært for Skole OL. 400 skolerelever indtager stadion

Arkiv
Arkiv

Igen i år har AAIG Atletik påtaget sig at arrangere det lokale Skole OL-stævne på Aabenraa Stadion, hvor 5. og 7. årgang fra seks skoler i Aabenraa Kommune deltager. Det hele løber af stablen 10. maj.
Skole OL er landets største atletikstævne for børn. Det afholdes af Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF). Skole OL afsluttes med et olympisk finalestævne i Aarhus i juni med mere end 8.000 elever fra hele landet.
“Interessen har igen været stor, så vi ser frem til at afvikle det store atletikstævne på Aabenraa Stadion og vise sporten frem til skoleeleverne,” fortæller Helge Laursen, stævneleder fra AAIG Atletik.
Skole OL løftes af klubbens mange frivillige og giver samtidig junioridrætsledere, der har et valgfag på skolen, som giver eleverne kompetencer som hjælpetrænere i foreningslivet, mulighed for at prøve kræfter med en stor opgave, da de skal stå for afviklingen af de enkelte discipliner.
“Dette stævne er et godt eksempel på, at foreninger og skoler i kommunen er i gang med at virkeliggøre den åbne skole i praksis. Den åbne skole er en af hjørnestenene i det ambitiøse SundSkole 2020-program,” siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Kirsten Nørgård Christensen.