Fortsæt til indhold

Dejligt at møde nye folk hver dag

Roustom Hamou har åbnet en frisørsalon i Algade

Arkiv
Peter Friis Autzen

Roustom Hamou er noget så ualmindeligt som en 41-årig iværksætter. Han har åbnet en frisørsalon i Algade, Middelfart, hvor han tager imod alle, der ønsker at få rettet frisuren til.
“Unge, ældre, gamle, børn, piger, drenge, mænd og kvinder. Alle er velkommen,” siger han på et dansk, der ikke kan skjule, at han er tilflytter.
“Jeg er kurder fra Syrien og kom til Danmark i 2012. Det var i november, og der var masser af sne. Og den forsvandt ført i løbet af marts. Jeg havde aldrig set så meget sne, og jeg syntes, at her var meget, meget koldt - og at vinteren aldrig sluttede,” siger han med et smil og åbner salonens fordør for at slippe forårsluften ind. Han har vænnet sig til det kolde vejr.
Også da han levede i Syrien var Roustom frisør.
“Men jeg havde ikke min egen salon,” siger han.
Det har han nu med Beauty Salon. Både af lyst og af nød.
“Det er meget svært at få arbejde. Og så kan man jo ligeså godt lave jobbet selv,” siger han.
“Jeg har også altid gerne ville være min egen chef. Så bestemmer jeg jo selv.”

God start, godt sted

Adressen i Algade er god, og allerede ved 9:30-tiden kikker folk ind af den åbne fordør. Måske det er ansatte fra gadens andre butikker, som lige vil studere muligheden for at blive klippet inden åbningstid.
“Jeg åbnede 4. april, og jeg har allerede haft mange kunder. Ingen skal jo klippes hver måned, så jeg har ikke fået stamkunder endnu. Men flere gange er kunder vendt tilbage med deres familiemedlemmer og børnebørn, fordi de havde en god oplevelse her. Det er dejligt. Jeg snakker meget med kunderne - hvis de altså har lyst til at snakke. Både om Syrien og om vejret og om alt muligt andet. Det er dejligt at møde nye folk hver dag. Og jeg håber at møde endnu flere fremover,” siger Roustom Hamauo.