Det handler om at skabe liv
Axeltorv-Lauget står klar med masser af lørdagsunderholdning
Axeltorv-Lauget er for syvende år i træk klar med et nyt sommerprogram, hvor byens store torv bliver fyldt med kræmmere og musik.
“Vores lørdagsunderholdning begynder 6. maj, og kræmmerne skal bare melde sig til på vores hjemmeside,” fortæller Kaj Johnsen, der sammen med H.C. Guldager, Merete Andersen og Rickey Johnsen står bag Axeltorv-Lauget.
Børn og foreninger kan få en stand ganske gratis. Andre betaler 50 kroner, uanset størrelse.
“Man skal bare sørge for, at boden er stillet op klokken 8 - så må den blive på torvet til klokken 15,” lyder det fra Lauget.
Med årene er kræmmermarkedet blevet en succes med omkring 60 kræmmere hver gang.
“86 er det højeste antal, vi har haft. Men så er der heller ikke plads til flere.”
Fredericia Kommune støtter Axeltorv-Laugets aktiviteter med 57.000 kroner.
“Musikken er vores største udgift, og vores julemarked bruger vi også en del penge på,” fastslår Kaj Johnsen.
Er den danske sommer i hopla, bliver der ved arrangementerne opstillet hoppeborg.
Blod på tanden
Kaj Johnsen ser frem til nogle livlige lørdage på Axeltorv. Musikken spiller fra 10-14.
“Alle i lauget arbejder på at få Axeltorv til at blomstre. Det handler om at skabe liv. Det er sjovt, når det hele kulminerer og torvet er proppet med besøgende, der har det hyggeligt. Når folk fortæller mig, at det er 'skide' godt - ja, så får man jo blod på tanden,” smiler Kaj Johnsen, der drømmer om en permanent scene på den store plads.
“Torvet virker jo tomt, når der ikke er aktiviteter. Jeg er sikker på, at en scene kunne trække flere arrangementer hertil.”
I forbindelse med Sommerrock 2. juni er det Café Rustik, der står for musikken på Axeltorv. Denne dag vil Lauget holde et ekstraordinært kræmmermarked fra klokken 12-18. Kaj Johnsen opfordrer folk til at købe en stand allerede nu.
I forbindelse med krydstogtskibenes anløb arrangerer Axeltorv-Lauget kræmmer- og brugskunstmarked på J.B. Nielsens Plads.
“Krydstogtskibene er virkelig et gode for byen, og ved alle anløb bakker vi op med liv på J.B. Nielsens Plads. Vi har faktisk tilmeldinger langvejs fra, for eksempel Faaborg og Hedensted,” fortæller Kaj Johnsen.
Krydstogtskibene ankommer 24. maj, 6. juni, 15. juni, 9. juli, 10. august, 15. august, 9. september og 17. september.