Løb for den gode sag på F16-landingsbanen
Der venter en helt unik moti9onsoplevelse på lørdag når der er Run Way Run
Fighter Wing Skrydstrup og Team Rynkeby går sammen om at støtte børn med kræft, når Skrydstrup Flyvestation for første gang nogensinde åbner op for et løb på F16-landingsbanen. Det sker, når Team Rynkeby i samarbejde med Fighter Wing Skrydstrup inviterer til RunWay Run 2017 lørdag 13. maj med start klokken 13.00.
Fra idé til planlægning
RunWay Run 2017 blev til, da Lisbeth Ribert, chefsergent hos Fighter Wing Skrydstrup, tilmeldte sig Team Rynkeby.
“Her fik jeg idéen til at koble min arbejdsplads sammen med Team Rynkeby for at samle penge ind til Børnecancerfonden. Da idéen blev godkendt af ledelsen, gik det rigtig stærkt – der skulle afholdes flere møder mellem Flyvestationen og Team Rynkeby, for et løb på en aktiv flyvestation indebærer en del planlægning,” udtaler Lisbeth Ribert.
“Som den næststørste arbejdsplads i Haderslev Kommune vil vi altid gerne støtte op omkring aktiviteter i lokalområdet,” tilføjer oberstløjnant Kim Ribert.
Selve løbet begynder klokken 13.00, hvor to F16 fly på landingsbanen vil stige i luften, og fem ryttere fra Team Rynkeby cykler ruten igennem foran løberne.
“Når alle løbere har været igennem ruten, vil der være medaljeoverrækkelse og lodtrækning blandt startnumrene om forskellige præmier fra sponsorer,” fortæller medlem af styregruppen og PR-ansvarlig for Team Rynkeby, Camilla Eva Jørgensen, som er overvældet over den store opbakning, som arrangementet har fået igennem sponsorater og fra frivillige.
“Blandt andet stiller en lang række af Fighter Wing Skrydstrups ansatte deres arbejdskraft gratis til rådighed den dag. Og så har vi fået sponsoreret en lang række attraktive præmier, som blandt andet en tur i F16 simulator, en tur i et T17 fly, to ture i svævefly, samt et gavekort til Club La Santa på 5.000 kroner.”
“Alle deltagerne kan selvfølgelig tage deres familie med ind på området, så de kan heppe på dem. Men adgang kræver, at man er i følgeskab med en løbsdeltager. Vi har også sørget for aktiviteter for børnene, og man kan købe drikkevarer og pølser. Over 300 løbere har allerede sikret sig et startnummer, og man kan stadig nå at tilmelde sig ,” siger Lisbeth Ripert.
Der er brug for hjælp
Hele overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til Børnecancerfonden, som blandt andet støtter forskningsprojekter i børnekræft og rekreationsophold til børn med kræft og deres familier.
”Så længe der er børn der dør af kræft, eller får varige skader efter behandling, er der brug for hjælp,” afslutter Camilla Eva Jørgensen.