Fortsæt til indhold

Smag på vadehavet ved årets Nationalparkdag

Arrangementet søndag 21. maj har fået temaet ’Tidevandet kommer’

Arkiv
Arkiv

Tidevandet bliver omdrejningspunkt ved årets nationalparkdag søndag 21. maj i Nationalpark Vadehavet.
Lokalt i Varde kommune bliver dagen markeret ved Nyeng tæt ved Ho kl. 12.30-17.
Årets arrangement har temaet 'Tidevandet kommer'.
“Vadehavet kan virke goldt, men det myldrer med liv. Tidevandet skaber ideelle rammer for blandt andet sandorme, dyndsnegle og krabber. Dyr som har tilpasset sig de betingelser som vadehavet giver,” udtaler Morten Vinding, som er naturvejleder hos NaturKulturVarde.

Buffet for trækfugle

“Vadehavet er en ren buffet. Faktisk bespiser det cirka 18 millioner trækfugle,” fortsætter han.
På Nationalparkdagen bliver besøgende fragtet i traktorbus ud til området, hvor der vil være seks poster, som man kan bevæge sig rundt til.
Man kan opleve det nye Nationalpark Skib, men der vil også være smagsprøver, vejledning i at sanke særlige urter på vaden, og historien om stormen i 1634, som ændrede landkortet markant.
Nationalparkdagen er et gratis arrangement med stor søgning. Derfor er tilmelding nødvendig til NaturKulturVarde på tlf. 7522 2250. Mere information på www.naturkulturvarde.dk.jesl