Fortsæt til indhold

Kolding tiltrækker de store

Arkiv
Arkiv

Ole Alsted
Næstformand Fritid og Idrætsudvalget Viuf
Stationsvej 1
6052 Viuf

Nu varer det ikke længe, før der igen kommer store sportsevents til Kolding Kommune. Allerede i slutningen af denne måned afholder Kolding EM i badminton, med deltagelse af nogle af verdens bedste spillere som for eksempel Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen. Vi ser frem mod et fyldt Sydbank Arena.

Kolding er atter blevet valgt som vært til afholdelse af et stort internationalt herre Beachvolley stævne Nevza. Vi har tidligere afholdt dette stævne professionelt, så Kolding kommer atter på verdenskortet i den forbindelse. Der forventes spillere fra England, Island, Norge, Sverige, Finland og selvfølgelig Danmark. Det hele foregår 12-15 maj på Beach Park Kolding.

Hejlsminde kommer til at danne rammen for afvikling af Windsurfing Regattaen i starten af juni. Det bliver et stort setup med masser af liv på stranden, og hvor der bliver noget for hele familien. Af tilmeldte surfere kan nævnes Bjørn Dunkerbeck, der har vundet verdensmesterskabet 42 gange, Gunnar Asmussen og Bernd Flessner. I godt vejr kan vi forvente over 2.000 gæster, der kommer og ser både Ø-grandprix, langdistance race og Hydrokite-surfere.

Derudover er Kolding netop blevet vært for afholdelse af U17 EM kvalifikation for kvinder i fodbold. Det passer perfekt med den satsning vi i Kolding har med KoldingQ. Kampene afholdes både på Kolding Stadion og på KB"s anlæg på Mosevej til september. Vi får besøg af Frankrig, Kasakhstan og Wales, så det skal nok blive spændende.

Vi har meget at være stolte af i Kolding, idrætten er en af dem.