Bag sløret i moskéen

Sidst jeg satte ben i et religiøst hus var til min farfars begravelse for tre år siden.

Mit liv som småbørnsmor levner ikke megen tid til hverken Gud, Buddha eller Allah, men for Odenses muslimer er det anderledes. For dem er religion ikke blot en flygtig tanke, men et kompas, der guider hverdagen.

Jeg er nysgerrig. Hvordan ser der mon ud i en moské, og hvad foregår der egentlig under en fredagsbøn?

Dawaa Moské i Vollsmose vil gerne have besøg, og med sommerfugle i maven starter jeg Peugeoten og kører de seks kilometer fra redaktionen derud.

Der findes ingen samlet opgørelse over hvor mange moskeér, der er i Odense, men avisen har kendskab til en lille håndfuld, hvoraf Islamisk Trossamfund på Ørbækvej er den største, og Dawaa Moské en af de nyeste.
Læs også: Vollsmose er mangfoldighedens by

Skik følge eller land fly

Den åbnede for et par år siden, og de gule murstensbygninger er hurtigt blevet et populært samlingssted for muslimer.

Jeg triller spændt ind på parkeringspladsen, men ved hovedindgangen bliver jeg stoppet af en mand, der venligt gestikulerer, at jeg er gået forkert.

I kraft af mit køn må jeg ikke følge fredagsbønnen i samme lokale som imamen og mændene.
Kvinder må kigge på fra et separat lokale, lader han forstå.

En snert af feministisk vrede blusser op i mig, men skik følge eller land fly, som man(d) siger, og kvindelokalet er trods alt bedre end ingenting.

Jeg lusker derhen, stiller skoene og træder ind i et bederum på størrelse med et klasselokale. Et blødt tæppe med røde blomster dækker gulvet.

I det ene hjørne står tegnegrej og halvtomme Merrild-dåser, og i det andet titter en støvsuger frem. Langs væggen står en hvid IKEA-reol med sammenfoldede bedetæpper og koraner på hylderne.

Tunge polyesterforhæng

“Faktisk er Islam en næstekærlig religion,” mener 32-årige Homira Ashrati fra Afghanistan, der også deltager i bønnen.

Hun er, som så mange andre i Vollsmose, træt af det negative billede, medierne tegner af både bydelen og religionen.

“Som jeg ser det er budskabet i Islam, at vi uanset hvad skal møde vores medmennesker tålmodigt og venligt”.

Det er svært at være uenig i, og jeg er glad for, at Homiras brune øjne smiler til mig gennem hendes silketørklæde, nu hvor jeg er på udebane.

Et stort glasparti med lange, tunge polyesterforhæng adskiller kvindernes rum fra mændenes. Jeg undertrykker en trang til at lure gennem forhænget, og klokken 13.30 strømmer blid musik ud af højtaleren. Fredagsbønnen er i gang.

Gennem en Samsung-fladskærm på endevæggen ser jeg imamen tage plads på en guldfarvet talerstol, og kort efter runger hans messende arabiske ord. Der er ekko på alle stavelser, og de otte kvinder, der denne fredag er samlet til bøn, lytter koncentreret.

Mændenes lokale er mere velbesøgt. At dømme efter billederne på skærmen er mindst 100 hankønsvæsner samlet derinde.

Bønnen varer en halv time og minder om en prædiken. Man slutter af med at folde hænderne og knæle på det bløde tæppe.

Svært at finde fodfæste

“Der er et godt sammenhold her i moskeén,” fortæller Homira Ashrati, da vi bagefter tager sko på.
“Vi mødes for eksempel til fællesspisning og aktiviteter for børnene”.

Selv bor hun i en lejlighed med sin mand og deres fem børn, og selvom det er 17 år siden, hun kom til Danmark, har hun endnu ikke fundet fodfæste.

Lige nu forsøger hun at gennemføre folkeskolens ottende klasse.

“Men det er svært. Jeg tænker meget på min familie i Afghanistan, og jeg har tit hovedpine, kvalme og er svimmel,” siger hun.

Vi går ud af moskeen, og på parkeringspladsen møder vi hendes mand. Han rækker hånden frem.

“Velkommen. Det er rart at hilse på en journalist,” siger han.

“Vollsmose er ikke kun ballade. Der sker også meget godt herude”.

Det begynder at regne, og jeg tilbyder parret et lift op til Vollsmose Torv. De takker ja, og i løbet af den korte biltur når de både at invitere mig til Ramadan og Eid-fest.

Selv sætter jeg kurs mod redaktionen og tænker ved mig selv, at det var rart at opleve en bid af bydelen indefra. Der er i hvert fald mere bag sløret, end man umiddelbart skulle tro.