"Som ledig har man et ansvar - ens job er at få et job
Odense Kommune får professionel hjælp til at bekæmpe byens arbejdsløshed
5734 ledige personer i Odense. Sådan lyder de seneste tal fra Danmarks Statistik, men nu er Odense klar til at ændre kursen.
Beskæftigelses Task Force Odense offentliggjorde mandag formiddag seks anbefalinger, som gruppen, bestilt af tidligere borgmester Anker Boye, har brugt de seneste fire måneder på at udarbejde.
Anbefalingerne skal få Odense væk fra den alarmerende andenplads over kommuner med højest ledighed i Danmark.
I Festsalen på Odense Rådhus gik tidligere skatteminister Carsten Koch på talerstolen og forklarede, at Odense ikke kan nøjes med at efterligne andre kommuner. Han har stået i spidsen for Task Force Odense, der har konkluderet, at Odense har gode muligheder for at vende udviklingen, selvom byen har bragt sig i en situation, det kræver hårdt arbejde at komme ud af.
“Problemerne i Odense er tunge, men en del af de værktøjer, vi anbefaler, har ikke været brugt før, så der er oplagte muligheder for at komme problemerne til livs ved at satse på de instrumenter, der virker,” sagde Carsten Koch efter pressemødet.
Klar, parat, sæt i gang
De seks anbefalinger spænder vidt. De ledige skal blandt andet være villige til at søge til for eksempel Århus i jagten på et nyt job. Et af Odenses største problemer er nemlig, at der ikke er nok arbejdspladser i Odense i forhold til, hvor mange ledige kommunen har.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) opfordrer derfor ledige til at skue længere ud over landet.
“Som ledig har man et ansvar - ens job er at få et job,” siger han.
“Jeg er sikker på, det er nødvendigt, for der er ikke nok ledige jobs her på Fyn.”
Nogle af anbefalingerne kan relativt hurtigt føres ud i livet, mens andre kræver et øget samarbejde mellem kommunen, A-kasserne og virksomhederne.
“Jeg står tilbage med en erkendelse af, at vi i Odense Kommune ikke kan løse det alene. Forhåbentlig kan vi være dem, der samler arbejdsmarkedets kræfter, så vi sammen kan vende skuden,” mener Odense-borgmesteren.
Beskæftigelsesrådmand Steen Møller (K) håber, anbefalingerne kan bidrage til at skabe politisk flertal for at tilføre området flere midler. Tidligere er hans forvaltning nemlig blevet ramt af nedskæringer, blandt andet på antallet af samtaler med de ledige.
“Udfordringen er, at Odense nu skal gøre en ekstra indsats i kølvandet på, vi har været ofre for byrådets nedskæringer på beskæftigelsesområdet. For som Carsten Koch pointerer, så har vi har vi ikke råd til at lade være med at investere,” sagde Steen Møller.
Ved seneste budgetlægning blev der sat 50 millioner af til en investeringspulje på området. Puljen har afventet de omtalte anbefalinger, og den skal formentlig nu skal bruges på at efterleve dem.
Onsdag diskuterede økonomi- og beskæftigelsesudvalget anbefalingerne og økonomien i et særligt møde.