Vi skal finde den rette balance
Børne- og Uddannelsesudvalget vil finde den rette klassestørrelse i balancepunktet mellem læring, trivsel og økonomi.
Klassestørrelse Til spørgsmålet om hvorvidt klasserne i Kolding Kommunes folkeskole er blevet for store, forholder formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Christian Haugk, sig en smule afventende.
“På den ene side er det positivt, at vi ligger tre procent under landsgennemsnittet - det er ikke et område, vi skal ligge i spidsen på. På den anden side er det vigtigt at have et oplyst overblik over, hvad klassestørrelsen gør ved indlæringen - for god indlæring og små klasser hænger nødvendigvis ikke sammen,” udtaler han.
Netop med dette in mente arbejder Børne- og Uddannelsesudvalget nu på at finde den optimale klassestørrelse.
“Vi skal finde den gyldne mellemvej indenfor trivsel og læring - men med økonomien i baghovedet. For Koldings folke-skoler klarer sig rigtig godt på landsplan, og for at vi skal fortsætte med det, er det vigtigt at have defineret den rette klas-sestørrelse på et oplyst grundlag,” forklarer Christian Haugk, som sammen med udvalget netop nu er i gang med at un-dersøge sagen til bunds.
Det er dog slet ikke sikkert, at det bliver et fast antal elever, der fremadrettet skal definere klassestørrelsen.
“Vi skal ikke være rigide, når det kommer til klassesammensætningen. Det er også muligt, at der kun skal være klasser i visse fag, og at skolerne fremadrettet skal fungere mere i hold, der er sat sammen på baggrund af sociale og faglige kompetencer. Vigtigst er, at vi tør tage debatten og blive kloge på mulighederne for fremtidens skole, så lad os starte med det udgangspunkt,” slutter Christian Haugk.