Fortsæt til indhold

OB er favoritter - men de skal passe på

Arkiv
Arkiv

Sportsjournalist Emil Hermann analyserer OBs chancer forud for skæbnekampen i aften mod AC Horsens
Fredag aften spiller OB den hidtidig vigtigste kamp i sæsonen. Hvis fynboerne besejrer AC Horsens på Ewii Park, så sikrer holdet sig en ny sæson i landets bedste række, da afstanden vil være fem point ned til netop AC Horsens med én runde tilbage i nedrykningsspillet.

Efter OB's rædselsfulde 4-0 nederlag i Randers, som fik ens tanker over på de værste perioder i efteråret, må vi håbe, at spillerne genfinder det spil, som foråret indtil videre har været præget af.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se et helt andet OB-hold, da blandt andet Frederik Tingager igen er tilbage efter sin ene karantænedag. Man skal ikke undervurdere den lange midtstoppers betydning for forsvaret, hvor han har ageret på et stabilt, højt niveau - bortset fra hjemmekampen mod Randers, hvor han blev udvist for en nødbremse.

Desværre må cheftræner Kent Nielsen tilgengæld se bort fra topscorer Jóan Simun Edmundsson, som sidder over med karantæne efter sit gule kort i første halvleg mod Randers. Heldigvis vender Rasmus Festersen tilbage, der af lykkelige årsager ikke var med i seneste kamp, da konen lige havde født - lad os håbe, at angriberen takker for opbakningen med en scoring eller to. Casper Nielsen, som indtil nu har overrasket mange OB-fans med sin vildskab og gennembrugsstyrke, er tvivlsom, da han udgik med en skade tidligt i opgøret mod Randers.

Smal OB-sejr

Alt dette betyder, at OB i hvert fald ikke kommer til at stille op i stærkeste line-up. Men jeg tror på, at fynboerne lykkes med at hive en smal sejr hjem, selvom AC Horsens ikke har tabt til 'De stribede' i sæsonens tre indbyrdes opgør.

Til gengæld har AC Horsens kun formået at hente én sejr i de seneste ti Superliga-kampe og virker ikke til at have den samme pondus, som i starten af efteråret, hvor holdet på et tidspunkt befandt sig omkring top seks-feltet.