De første timer

Rastløsheden rammer som det første. Det går stille og roligt op for mig, hvor meget mine dage tidligere har været styret af røgen, tobakken. Den første dag uden er underlig. Jeg har ikke lyst til at ryge, men jeg mangler det lille afbræk, jeg ellers fik med cigaretten. Mine øjne glider ned mod uret for tredje gang. 'Nu plejer jeg at ryge,' tænker jeg, men jeg gør det ikke. Det er vanen. Det er den, der skal ændres.
De få timer jeg i skrivende stund har været røgfri lyder ikke af meget, det ved jeg godt, men når man har røget i godt halvdelen af sit liv, er det alligevel noget. Og jo, jeg har da også været stoppet før og i væsentlig længere tid, men ikke med samme motivation og - hvilket måske er vigtigere - ikke med et hold at gøre det sammen med. Det har jeg denne gang. Jeg går nemlig sammen med flere andre rygere på Vejle Kommunes rygestop-kursus, og i dag, mandag den 15. maj, er vores allesammens fælles stopdag. Puha.
Sidste gang jeg for alvor - eller næsten i hvert fald - forsøgte at kvitte cigaretterne, var jeg alene. Helt alene. Jeg havde nemlig timet det så fint med, at jeg flyttede hjemmefra for første gang samtidigt, og det må jeg indrømme var svært. For den nemmeste måde, for mig og sikkert også andre, at komme i kontakt med nye mennesker er, når man er fuld. Og øl og cigaretter passer altså bare rigtig godt sammen, og fest-rygning bliver hurtigt til fast-rygning. Det er også en af de ting, der lige nu ligger i baghovedet og lurer: alkoholen. Og især med de forestående festivaller vil der nok komme en del af det indenbords, og at holde smøgerne ude af ligningen bliver nok lige så svært som sidst. Men det skal nok lykkes! Jeg er ikkeryger fra i dag.