To nye cykelstier skal få flere til at tage cyklen
Arbejdet er en del af den nye supercykelsti mellem Kolding og Christiansfeld
Nu går arbejdet med at anlægge en cykelsti på Haderslevvej i Kolding mellem Tøndervej og Agtrupvej i gang. Sideløbende arbejdes der på den nye cykelsti mellem Vonsild og Taps.
Begge strækninger er en del af den nye supercykelsti mellem Kolding og Christiansfeld, som skal øge trygheden og få flere til at tage cyklen.
“Borgerne skal opleve, at det er trygt og dejligt at cykle. Målsætningen med den nye supercykelsti er at øge antallet af cykelture med 1.900 pr. dag og reducere antallet af ulykker med 30 pct. Det vil mindske presset på vejene, hvis flere vælger cyklen frem for bilen, og samtidig har cykling en sundhedsmæssig gevinst i form af frisk luft og motion,” udtaler trafikplanlægger Gorm Baagøe i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.
Det nye stykke cykelsti på Haderslevvej mellem Tøndervej og Agtrupvej ventes at stå klar til oktober.
Mindre plads til parkering
I begge retninger anlægges en 2,3 meter bred cykelsti. Det indebærer, at muligheden for at parkere langs kantstenen begrænses.
Arbejdet med at anlægge den nye cykelsti mellem Vonsild og Taps er netop gået i gang. Efter planen vil cykelstien være klar til indvielse i slutningen af november. jesl