Fortsæt til indhold

Europæisk top-kamp og folkefest på stadion

Arkiv
Simon Carlson

Der er tale om en af de allerstørste kampe på dansk grund, når Triangle Razorbacks på lørdag spiller Champions League på Vejle Atletikstadion. Over for de danske mestre i american football står nemlig de regerende Champions League-mestre Wroclaw Panthers fra Polen. Der bliver således tale om en overordentlig stor mundfuld, som de lokale helte skal gabe over, men sejrsviljen er heldigvis stor hos Triangle Razorbacks. De har nemlig revanche til gode.
“Vi var også i pulje med dem i Champions League sidste år, og der rendte vi ind i en øretæve i Polen. Vi går efter revanche, og jeg er sikker på, at publikum kan forvente en rigtig god kamp mellem de europæiske mestre og de nu syvdobbelte danske mestre,” siger næstformand i Triangle Razorbacks Michael Panayotis.

Klubben har da også sat alle sejl til for at skabe den helt rette atmosfære omkring kampen. En kamp af denne kaliber er nemlig også en oplagt mulighed for at vise, hvordan niveauet i dansk american footbaal har udviklet sig.
“Der var 1300 tilskuere til sæsonens første hjemmekamp mod Aarhus Tigers, og det tal vil vi meget gerne slå. Stemningen og atmosfæren omkring american football er ret speciel, og der er mange, der bruger det som et socialt event, for de blandt andet kan bruge pauserne til at snakke og hygge. Og vi har selvfølgelig stillet an med grill og boder,” lover Michael Panayotis.
For at tiltrække så mange som overhovedet muligt byder Triangle Razorbacks på fribilletter til kampen. De kan hentes hos en række samarbejdspartnere, der kan findes på Razorbacks Facebookside.
“Kampen bliver tv-transmitteret, og vi vil rigtig gerne vise det europæiske publikum, at vi kan noget, så jeg opfordrer da alle til at tage til football. Samtidig synes jeg også, at vi stadig har lidt udfordringer med at fortælle folk, at vi faktisk har Danmarks bedste american football-hold her i Vejle. Det synes jeg, de skal komme og se,” lyder opfordringen fra Michael Panayotis.