Fortsæt til indhold

Ny uddannelse på IBC

IBC Fredericia Middelfart har fået en spritny uddannelse på hylden, og tager nu fat på at udlære de folk, som er uundværlige på ethvert hotel eller konferencecenter

Arkiv
Arkiv

Turisterhvervet i Danmark er stort og under konstant udvikling. Der er behov for mange dygtige medarbejdere med forskellige evner og kvalifikationer.
Som eneste uddannelsesinstitution i hele region Syddanmark udbyder IBC Fredericia Middelfart nu grundforløbet på receptionistuddannelsen med start den 1. august 2017, når det nye skoleår begynder.
“Det er hele IBC, også i Kolding og Aabenraa, der på sigt vil tilbyde grundforløbet, men vi starter op i Fredericia, der har et stort bagland i Trekantområdet og med Middelfart, en af Danmarks største konferencebyer, som nabo,” fortæller uddannelseschef på IBC Fredericia Middelfart, Helle Peterson, i en pressemeddelelse.
For unge, som kommer fra 9. og 10. klasse, vil grundforløbet tage 1 år, for andre vil det vare et halvt år. Derefter skal man i lære i knap to år, og eleven skal selv ud og finde sig en elevplads på et hotel eller et konferencecenter. I løbet af læretiden vil der være to skoleperioder á ti uger.
“Egentlig er der tale om en uddannelse, der ligger i et teknisk skoleregi, men vi synes, at den passer godt ind i en handelsskoleverden, hvor vi også arbejder med god service og kontorarbejde. Der er en god synergieffekt. Vi vil desuden gerne matche elevpladsernes krav, derfor har vi etableret et samarbejde med nogle af de store hotelkæder i området,” forklarer Helle Peterson.
Adgangskravet for at kunne starte på grundforløbet er som til andre erhvervsuddannelser 02 i dansk og matematik. Desuden er det vigtigt, at man er serviceminded og glad for fremmedsprog – og er glad for at servicere gæster.

Brug for faglærte receptionister

Claus Pedersen, der er hotelchef på Hotel & Konference Center Trinity i Fredericia, lægger ikke skjul på, at han er begejstret for IBC”s initiativ med det nye grundforløb.
“Det har stor værdi, at vi får den slags uddannelser til området. Vi har meget svært ved at rekruttere faglærte medarbejdere til hotel- og restaurationsbranchen, kokke, tjenere og receptionister. Derfor er det fantastisk, at der nu skabes en unik mulighed for at starte en uddannelse som receptionist i Fredericia,” siger Claus Pedersen.
“Vi har brug for at få de faglærte receptionister, for det er nemlig dem, der brænder for faget,” tilføjer han.
På IBC er håbet, at der kommer tilmeldinger nok, til at det første hold elever kan starte på grundforløbet til august 2017. Tilmelding til uddannelsen sker via optagelse.dk.