Fortsæt til indhold

Forlag åbner kaffebar i Vejle

Arkiv
Arkiv

En anderledes kaffebar, hvor redaktører og forfattere skal stå for serveringen, flytter ind i Rådhuspassagen 6 i Vejle medio maj. Bag den står forlaget Byens.
“Vi er rykket væk fra det kedelige kontor og ud i den levende by. Det der med bøger skal være sjovt, vedkommende og hyggeligt,” siger manden bag kaffebaren og forlaget, Thomas Aagaard Skovmand.
Han er en af dem, man kan møde i Vejles nye bogcafé. Forlæggeren er bosat i byen med kæreste og børn, så det har været en oplagt mulighed at fortsætte den succes, han har skabt i København. I 2009 grundlagde han forlaget, som i Istedgade på Vesterbro driver en bogcafé, hvor det vrimler med både gæster og bøger.
Stedet i København er forlagets vindue udadtil, og således arbejder alle, fra forlagsredaktører til grafikere, på kaffebaren. Og nu føjes en Jyllandsfilial til.
Byens i Vejle får udover kaffebar også butiksafdeling med salg af forlagets bøger og interiør fra møbelsnedkeren Made by Anders, hvis borde, stole og reoler også pryder stedet. jesl