Fortsæt til indhold

Skadet dagplejemor fik hjælp på hjul

Hanne Jensen fik doneret en el-cykel af Home, så hun efter skader igen kan komme på tur med dagplejebørnene.

Arkiv
Tekst og foto Anne Smedegaard

Ungerne, der går i dagpleje hos Hanne Jensen i Bredballe, kan nu igen komme på tur til stranden og i skoven. Det har de ikke kunne den seneste tid.
Hanne Jensen fik nemlig to diskusprolapser i maj sidste år, hvilket gjorde, at hun havde svært ved at gå de lange ture med børnene, som hun ellers altid har kunnet i sine 33 år som dagplejemor.
Tirsdag i sidste uge fik hun så en tiltrængt hjælpende hånd. Hun fik nemlig doneret en el-ladcykel med plads til fire børn af Home i Vejle.
“Jeg har et barn i gæstepleje, hvis mor tænker på mig. Hun synes, at det var så synd for mig, fordi jeg har kommet så meget rundt omkring førhen. 'Det skal du altså kunne igen,' sagde hun, og så har hun snakket med sin chef om det, og så var jeg heldig,” smiler Hanne Jensen.
Morens chef var salgschef Jesper Guldmann, og også han er glad for donationen.
“Vi synes, at det var en god idé. Det er ellers sjældent, at vi gør sådan noget her, men det var at støtte et godt initiativ og noget, som giver børnene fantastisk meget, så det tog os ikke ret langt tid at tænke over det,” fortæller han.

Stadig ikke helt let

Selvom det er et år siden, at Hanne Jensen fik diskusprolapserne, er de stadigvæk et problem for hende og forsvinder nok aldrig.
“Jeg kan godt mærke det stadigvæk, men det skal man bare lære at leve med, siger de.”
Som en ekstra hjælp har jernhesten da også motor på.
“Med alle de bakker vi har hernede, er det nødvendigt,” griner hun, og fortsætter:
“Jeg får rigtig meget brug for den, det gør jeg helt sikkert. Jeg skal bare lære den at kende, for det kræver lidt komme rundt med den.”
Det mindsker dog ikke dagplejemorens glæde for den hjulede hjælper.
“Det her betyder meget, det er helt sikkert,” siger hun.

“Cykel, cykel, cykel,” sagde lille Oliver, mens han klappede den motordrevne jernhest.
Ungerne har godkendt cyklen. Den får thumbs up fra alle tre.
Cykelhjelme fik de af kommunen.