Fortsæt til indhold

VB er sikret en endnu en sæson i NordicBet Ligaen

Arkiv
Simon Carlson

Der ventede Vejle Boldklub to meget svære og aldeles afgørende kampe inden for fire dage i den forlængede bededagsweekend. I forrige spillerunde satte VB endnu engang point til i slutminutterne, mens Næstved lige under nedrykningsstregen vandt.
Det havde efterladt et hul på blot fire point mellem de to hold, og VB kunne tilmed se frem til et slutprogram, der inkluderede kampe mod de tre tophold Hobro, Skive og Helsingør.

Sen udligning

Torsdag aften gjaldt det så førerholdet i NordicBet Ligaen Hobro, som tog imod VB på DS Arena.
Opgøret lignede længe den forventede hjemmesejr, efter Hobros Kasper Povlsen bragte værterne foran efter en god halv times spil, men i modsætning til de seneste kampe, var det denne gang VB's tur til at notere en sen scoring. I det 89. minut mødte Dominic Vinicius et indlæg fra indskiftede Patrick Rasmussen og dermed udlignede til slutresultatet 1-1.

Flot udesejr

Søndag eftermiddag var der så endnu en svær udekamp i kalenderen, da Skive tog imod fra ligaens tredjeplads. Hjemmeholdets form har dog ikke været prangende, og kom ind til kampen mod VB med to nederlag i de foregående kampe mod Vendsyssel og Hobro. Det udnyttede VB, og endnu engang blev det til en sen scoring. Den kom med et kvarter tilbage af kampen, da Simon Nagel sendte et hjørnespark ind til Lucas Maia, som scorede til 0-1. Den føring holdt VB kampen ud.
Samtidig blev Næstved slået klart med 3-0 af HB Køge, og dermed er redningen i NordicBet Ligaen en realitet. VB har nu syv point ned til stregen med to kampe igen. Her venter først FC Helsingør hjemme i Nørreskoven og dernæst lokalbraget mod FC Fredericia i sæsonafslutningen 27. maj.
Fredericia hentede også livsvigtige point i søndags, da de hjemme slog Hobro med 2-1. Fredericia har nu seks point ned til Næstved under stregen inden de to resterende runder.